Du er her: danmarkshistorien » Historiske perioder » Senmiddelalderen, 1340-1536
Senmiddelalderen, 1340-1536

Senmiddelalderen, 1340-1536

Indledning

Det store vandskel mellem højmiddelalder og senmiddelalder udgøres af den store pest-epidemi, Den Sorte Død, som ramte Europa 1347-52. Denne og de mange senere pest-epidemier fik stor betydning for den følgende samfundsudvikling. Vigtigst var, at bøndernes afgifter til godsejerne faldt, og at næsten alle landbrug blev omlagt til mellemstore familiebrug. De bønder, som overlevede pesten, fik bedre vilkår.

De følgende 100 år styrkedes kongemagtens betydning i samfundet atter, og i slutningen af 1300-tallet kunne den nu stærke kongemagt brede sig til Norge og Sverige i forbindelse med Kalmarunionens tilblivelse. I 1439 indtrådte et vendepunkt, da rigsrådet for alvor etablerede sig som repræsentant for de rigeste gejstlige og adelige godsejere og krævede en stærkt forøget indflydelse på, hvorledes riget skulle styres. På trods af mange stridigheder mellem godsejere og kongemagt her i landet og ikke mindst i Sverige styrkedes det centrale magtniveau fortsat. I forbindelse med reformationen i 1536 lykkes det ydermere at lægge både kirken og dens gods ind under det, vi herefter kan kalde for staten.

Reformationen indebar et brud med den katolske kirke under pavens ledelse, og dermed er det slut med det enhedspræg, som den multinationale katolske kirke satte på Europa i middelalderen. Og da middelalderen oftest opfattes som den periode, hvor det meste af Europa var underlagt den katolske enhedskirke, betød reformationen også enden på middelalderen.

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 12.11.2015