Oldtid, indtil ca. 800

Om forhistorisk arkæologi

Forfatter

Henrik Thrane

Om forhistorisk arkæologi

Forhistorisk arkæologi søger viden til at rekonstruere liv og samfund i de årtusinder, hvorom der ikke kendes nogen skriftlige oplysninger. Det eneste originale kildemateriale er data fra jorden i form af menneskeskabte (artefakter) eller naturens (økofakter). Alt for sjældent kendes mennesket direkte i form af skeletrester, næsten alle kilder er indirekte og kræver en fortolkning for at kunne anvendes som data. Kun i undtagelsestilfælde kender vi mere til enkeltindivider end køn, alder og længde, fx Ötzi, Egtved-pigen og Grauballe-manden.

At en sten er fundet anno xxxx af NN på en mark i Y sogn og Ø herred er basale objektive oplysninger. At stenen er en stridsøkse af A-typen fra enkeltgravskulturens undergravsfase omkring 2500 før vor tidsregning er en tolkning af den simple slags, hvor etnografiske paralleller inddrages. Uden generationers forskning i udgravninger, typologi og kronologi ville øksen stadig blot være en ubestemt sten med hul i.

Jo nærmere vi kommer det særligt menneskelige - tanken - jo sværere bliver tolkningen. Kognitiv arkæologi forsøger herpå, som sidste skud på den række teorier, fx positivisme og processuel arkæologi, som faget har brugt.

Den information, som findes i jorden, frigives først i det øjeblik, den udgraves. Udgravningens kvalitet afgør informationens. Arkæologiens paradoks er, at man ødelægger kilden i det øjeblik, den skabes. Når en grav udgraves, ødelægges tingenes sammenhæng med jordlag og hinanden, men uden udgravning fås ingen kvalificeret oplysning om noget som helst.

Først i 1969 blev det ulovligt at ødelægge fortidsminder. Inden ødelæggelse skal de undersøges. Siden da er tusindvis af bopladser, gravhøje etc. udgravet som redningsgravninger, dvs. reddet fra den rene udslettelse til en kontrolleret ødelæggelse. Mekanisering og anden ny teknik har givet en stribe nye oldtidsmindetyper, og navnlig bragt helt ny indsigt i husarkitekturen gennem oldtid og middelalder. Den helt store trussel er landbrugets stadige afhøvling af de endnu bevarede jordlag.

Blandt fagets metoder er kildekritik af stigende betydning. Ud over udgravning og rekognoscering anvendes en række moderne teknikker som GIS etc. Hovedproblemer er naturen som ramme om kulturen – landskabsarkæologi er den nyeste tilgang. Hvor gravarkæologien tidligere var enerådende, er bebyggelsens struktur og udvikling nu hovedemnet. Fornyelse og internationale kontakter er centrale emner, fx ex oriente lux-teorien eller center-periferi forhold.