Oldtid, indtil ca. 800

Germansk jernalder, 400-800

Forfatter

Henrik Thrane

5.-6. århundrede er den markante danske guldalder. Indtil 1980'erne var perioden alene karakteriseret af guldskatte med halsringe, brakteater (amuletter) m.m., men ellers nærmest fund-tom, i hvert fald grav-tom. Guldskattene ophører omkring 550, hvorefter guld igen bliver sjældent.

Igen med flydende overgang begynder en ny periode omkring 400 e.v.t., hvor det romerske præg må vige for det "germanske", læs nordiske, som langsomt udvikles til noget helt specielt, der med udvandringerne til England spredes ud i det efter-romerske Europa. Hvor hustyper og bebyggelsesform fortsætter uden markante brud, er det smykkerne og især ornamentstilen som bedst viser det nye. Den nordiske dyrestil efterlignedes ude i Europa, men udvikledes på Sjælland og i Midtsverige med først stil I omkring 500, fulgt af stil II, som den mest markante. Fra dem går linjen videre til vikingetidens stilarter. De mere end 7 kilo tunge guldhorn fra Gallehus kan ses som indholdsfortegnelse over datidens myter med et virvar af forskellige motiver.

Dyrestilen brugtes især på de tynde guldblikamuletter – guldbrakteaterne med runer og billeder, som har fået en yderst intens opmærksomhed de sidste 30 år – og på andre smykker og våben: hjelme, skjolde og sværd. Stilen tolkes som udtryk for en herskerideologi, som brugtes af de småkonger, der herskede i Sydskandinavien og anvendte romerske udtryk til fremme af egne interesser.

Det er ikke blot dyr, fugle og pattedyr, som afbildes. Brakteaterne viser også mennesker, hoveder eller hele figurer til hest eller i grupper. Inspirationen er det romerske kejsermiljø, men kejserne bliver til nordiske guder. Brakteaterne giver de sikreste indicier for at Asa-troen allerede levede i Norden på denne tid. Odin synes at være hovedfiguren, og Balder-myten spillede en vigtig rolle.

Som i den foregående periode var der steder med særligt rige arkæologiske udtryk. Gudme- Lundeborg fortsatte i 6. århundrede, men efterfulgtes ellererstattedes af Lejre og det skånske Uppåkra. Her kendes takket være de seneste års forskning store haller, kultbygninger, våbenofre m.v. Lejre er særligt interessant i lyset af de sagnhistoriske beretninger om stedets storhed. Lag af ildsprængte sten tolkes som en hørg (kultsted). Storgården ved Tissøs bred begynder omkring 600 med en gård med tofte (jordarealer) på 10.000 m2 med hvidkalket hal og tilhørende kultområde.

Det er således skattefundenes gammelkendte guldsager og bopladsernes nyfundne haller, som har flyttet forskningen. Gravene forbliver næsten ukendte. Med undtagelser som Kyndby med det fornemme sværd har vi normalt blot nogle underligt uanseelige brandgrave, som kun erkendes i heldige situationer. I mange år fik fundmangelen og især gravmangelen forskningen til at tale om afvandring til England og deraf følgende affolkning. Perioden blev en arkæologisk-historisk sort tid. Mangelen på gravfund – og fund overhovedet – stod i skærende kontrast til metalsagernes kvalitet, og tanken om Sjælland som førende centrum stod på tynd is. Brugen af metaldetektorer har vendt billedet komplet. Fundtallet for hele germanertiden er steget enormt, nye bopladser er dukket op overalt og nye former bekræfter kvaliteten. Disse overfladefund bragte os på sporet af de centrale bopladser, som Gudme, Lejre osv., der nu tegner det nye billede af epoken.

Allerede tidligere havde stednavneforskningen dog vist, at der i de områder, som formodedes tømt for folk, kendtes stednavne, der måtte være ældre, og altså var bevaret lokalt. Ikke mindst østfynske Gudme - "Gudehjem" - med flere sakrale stednavne i omegnen viste, at traditionen ikke sluttede med gravenes ophør omkring 400 eller skattefundenes nedgravning i 6. århundrede. Det var blot arkæologerne, som ikke kunne finde de relevante pladser.

Efter 600 taler vi om yngre germanertid med den udviklede dyrestil. Det er i denne periode, at de arkæologiske udtryk for politisk magt i kongeriger øges markant. Gravskikken er forvirrende uens, især sammenlignet med de rige uppsvenske gravpladser. Brandgrave kan være indrammet af sten i tre- og firkanter eller skibsform som Lindholm Højes 700 grave, skeletgrave som Kyndby med det fine sværd kunne være gravet ned i strandvolde, høje med brandgrave kendes som undtagelser (Grydehøj), mens Bornholms skeletgrave kunne ligge i trækamre, nogle med hest, på mindre gravpladser.

Første (norske) runesten med lang (og svært forståelig) beretning er Eggjum-stenen fra omkring 700. 737/38 blev træerne til Dannevirkes hovedvold fældet, og med denne datering brød den historiske overlevering - at kong Godfred byggede volden i 808 - sammen. Tre voldfaser er endnu ældre.

Mange års søgen efter det ældste Ribe har båret frugt. En parcelleret landingsplads med gade og værksteder ved åens nordside begyndte omkring 700 (704/45) e.v.t. som Danmarks første permanente handelsplads og tidligste by, grundlagt af kong Angantyr/Ongendus. Dette er beskrevet af den engelske missionær bisp Willibrord i 725.

Kanhavekanalen på Samsø ville være umulig at datere uden træårringene. Kanalen færdiggjordes i 726. Nybro over Varde Å er fra 761, og disse anlæg understreger datidens behov for effektiv kommunikation - et behov, der var politisk. Landingsbroer i Hedebys havn er dateret til omkring 725.

Yngre germanertid kan ses som en begyndelse på vikingetiden, hvor den slags offentlige anlæg bedre ville passe til vor forståelse af datiden. Det første 'vikingetogt' registreredes i de frankiske årbøger for 515, hvor en danerkonge (Hygelac?) blev dræbt på den saksiske kyst.