Oldtid, indtil ca. 800

Bronzealderen: 1700-500 f.v.t.

Forfatter

Henrik Thrane

Da metaller ikke forekommer heroppe, måtte bronzealderen forudsætte en intensiv forbindelse med de mellemeuropæiske egne, hvor kobber findes og blev brudt i store mængder ved minedrift. Tin er sjældnere, og måtte hentes separat. At tale om den nordiske bronzealder er på sin vis absurd, idet hvert gram metal måtte bringes udefra, men intetsteds i Europa findes flere bronzer pr. kvadratkilometer, eller lavedes højere kvalitet end netop i Sydskandinavien.

Igen er gravarkæologien vigtigst, takket være de vel 100000 gravhøje, som bronzealderen har efterladt sig. Højene viser dens tilstedeværelse overalt i landskabet bedre end noget andet. Gennem 150 år kunne arkæologerne kun grave i højene, hvis de ville skaffe viden om bronzealderen. Det store højbyggeri begyndte i den anden af de seks perioder, vi deler bronzealderen i. Det skete samtidigt med spiralstilens gennembrud og den nordiske bronzealders fulde udfoldelse.

Særligt oplysende er ældre bronzealders storhøje, som den største af dem alle: Hohøj 70x12 m, Borum Eshøj på Aarhuskanten, tømt i 1870’erne, og Skelhøj ved Kongeåen. Den sidste blev totaludgravet 2002-04 og danner basis for en nyvurdering af højbyggeriets organisation og de mange naturvidenskabelige informationer, som højene med fugtig kerne gemmer. Fænomenet med den fugtige kerne er specielt midtjysk og betyder, at det i gravhøje fra en kort periode på omkring hundrede år mod slutningen af det 2. årtusind f.v.t. er muligt at finde bevarede organiske materialer som selve kisterne, hvis fældningsår er dendrodaterede (årringsdaterede), dvs. med absolutte årstal, og deres indhold af redskaber, møbler, trækar, frisurer og tøj. Disse jyske egekister har leveret Europas bedste klædekollektion fra bronzealderen, blot børnetøj savnes. Kvindeklæder fra Egtved (Egtvedpigens berømte snoreskørt) og Skrydstrup og mandstøj fra Muldbjerg, Trindhøj og Borum Eshøj med huer og kyser, trøjer og kapper viser uldvævningens betydning, der først synes at slå igennem nu. Gravene er alle enkeltbegravelser. Både trækister og stenkister brugtes, lokalt varierende.

Bronzealderhøj, Hegedal ved Hobro. Foto: BioPix.

Ligbrænding indførtes i løbet af 14.- 12. århundrede f.v.t., først på Sjælland og de frisiske øer.

I yngre bronzealder ændrede brandgravskikken mulighederne for iagttagelser af meget af gravenes indhold. Udvalget af genstande blev også ændret, fx forsvandt sværdet fra gravene. Modsat hvad man før troede, kan der tydeligere end før ses en markant lagdeling i gravudstyret, som kan tolkes socialt. Lusehøj ved Voldtofte på Sydvestfyn kan nævnes med Nordeuropas to rigeste grave fra omkring 800 f.v.t.

En anden klassisk fundgruppe er de såkaldte depotfund, især kvindesmykker, men også kultudstyr, som findes tilfældigt, typisk i moser. Bronzerne (og guldsagerne) er dels import, frem for alt fra Mellemeuropa, dels lokalt producerede med højt teknisk niveau som solvognen fra Trundholm, der bruger fremmede elementer på en ny og enestående vis. Importsagerne og metallerne anses for resultater af udveksling mellem høvdinge over Østersøen. Voldtofte med Lusehøj giver det bedste eksempel på en koncentration af monumenter og rige oldsager af bronze og guld, der bedst tolkes som et høvdingesæde.

Solvognen, småfigurer og indridsede billeder på rageknive m.m. plus helleristningernes tusinder af billeder (i Sverige og Norge og på Bornholm) giver indblik i ritualer og tro. Vægtsystemer synes anvendt, og de særegne blæseinstrumenter - lurerne - viser et solidt kendskab til metallets fysiske og kemiske egenskaber.

Bronzealderen slutter lidt underligt, idet de traditionelle forbindelser til Mellemeuropa først bragte et nyt sæt nåle og toiletsager med, men derefter standsede kontakten i mere end 300 år.

Sværdet er bronzealderens logo, udviklet af dolkene, som endnu en tid formedes i flint. De første sydøsteuropæiske sværd kopieredes hurtigt, og en sprudlende nordisk produktion gennem 800 år indledtes med Valsømagle-sværdet. Sværd blev det karakteristiske gravudstyr i hundredvis af ældre bronzealders grave, selvom bronzealderen ser ud som en fredelig guldalder. Eksotiske elementer som krumsværd, guldringe, egerhjul og klapstole optoges lokalt.

Bevæbningen fornyedes hele tiden med nyt fra Mellemeuropas toneangivende kulturer, hvorimod kvindesmykker udvikledes efter lokale traditioner, der skabte nye stilarter med spiraler og bølgeornamenter. Denne nordiske stil spredtes fra Danmark til resten af Skandinavien og udtrykker en slags fællesskab.

Først fra 1955 begyndte vi at kende til bopladserne, som nu kan tælles i tusindvis. Hvor man engang troede, at folk var nomader, fordi man ikke kunne finde deres huse, er det nu tanken, at bopladserne flyttede inden for territorier, når langhusene var udtjente (efter max. 50 år). Bopladserne omfattede 1-2 gårde à et langhus plus småhuse og små uregelmæssige agre. Langhusene fik midt i ældre bronzealder to rækker tagbærende stolper og afrundede hjørner. Denne nye form for langhuse brugtes resten af oldtiden, omend med ændringer undervejs. Båse til opstaldning forekommer allerede fra omkring 1200 f.v.t., men blev først norm i jernalderen. Nogle meget store huse med op til 500 m2 under tag fra omkring 1300 f.v.t. tolkes stundom som høvdingehaller (som jernalderens). Voldtoftebopladsen havde huse med malede vægge.

Landskabet åbnedes fortsat og heden bredte sig på sandjorderne. Avneklædt byg kan ses som udtryk for gødskning af markerne, og spelt og de gamle kornsorter avledes. Uld fik først i bronzealderen den betydning, som tekstilerne viser. Uden de bevarede tekstiler ville vi næppe tillægge ulden så stor betydning, da fx vævevægte er sjældne. Kvæg dominerer på bopladser som Voldtofte – ikke blot som køddyr, men også som statussymbol.

Skovrydningen fortsatte ufortrødent, langhusene krævede meget tømmer. Langhusene spredtes over hele Skandinavien, hvad bronzekulturen som sådan havde svært ved. Skibe må have været uundværlige, men er hidtil alene kendt fra billedkunsten.

Om navnet 'bronzealder': Da Christian Jürgensen Thomsen i 1835 periodiserede oldtiden, fik denne periode navnet broncealderen. I 1870'erne gik man over til det tyske 'bronze', som ordbøgerne nu har knæsat mod al historisk fornuft.

Hohøj ved Mariager, opført i den ældre bronzealder omkring 1400 f. Kr. Foto: BioPix.