Oldtid, indtil ca. 800

Bondestenalderen, 4000-1700 f.v.t.

Forfatter

Henrik Thrane

Omkring 4000 f.v.t. nåede en af de vigtigste ændringer i danmarkshistorien, nemlig landbruget, endelig Sydskandinavien. Generationer af forskere har diskuteret, om en indvandring bragte det herop, eller om jægerne klarede en gradvis tilpasning til tamdyr og kornavl. Tamdyr og korn er i hvert fald fremmedelementer.

Arkæologisk er keramik og slebne økser nemt påviselige standarddele i landbrugskulturernes udstyr. Lerkarrenes skiftende former og ornamentik er de sikreste udgangspunkter for studiet af rumlig og kronologisk variation og udvikling. Arkæologernes noget spøjse navngivning taler om tragtbægerkultur for de første 1200 år af landbrugskulturen.

Naturen viser i mosernes pollenaflejringer et landnam, hvor skovtræerne gradvis viger for urter på de åbnede områder i urskoven. Kulturbetinget ukrudt som vejbred er sikrere tegn end korn, der producerer færre pollen. En fase med svedjebrug – afbrænding af skov og såning i asken - indleder agerbruget. Den var nok mere præget af de nye husdyr – svin, får og okse.

Under stendysser over hele landet findes spor af den ældste plovtype arden, som beredte jorden til såning i den næste fase med mere udbredt kornavl – hvede og byg og benyttelse af okser som trækkraft.

Grundredskabet var øksen, som gennemgår en hurtig udvikling, hvor nye og vel mere effektive typer afløser hinanden, så man har talt om den tyndnakkede økses tid osv. Den fine nordiske flint var et godt grundlag for ordentlige redskaber. Regulær minedrift udfoldedes i Nordjyllands kridtlag. Overdimensionerede økser nedlagdes i søer som ofre til frugtbarhedsguderne. Lerkar med mad, store mængder rav, og sågar mennesker fik samme skæbne. Enkelte økser og smykker af kobber nåede herop fra Sydeuropa, men de førte ikke til nogen metaltid.

Nu begynder langhuset sin lange karriere i Norden, men endnu er kun få kendt fra de tidlige århundreder, underligt nok bedst fra Bornholm. En række midtsuler (tagbærende stolper) gennem længdeaksen er karakteristisk. Bopladserne var først små, efterhånden større. Særlige fangstpladser ved kysten supplerede om sommeren fødeudvalget med sæler og fisk. Stammebåde og oksetrukne kærrer med skivehjul var tidens færdselsmidler.

Det er dog gravene, som bedst viser bondesamfundets kultur. Første fase er nogle lange jordhøje med indvendige pæleinddelinger og trækamre. De afløses af storstensgravene med små stenkister i rund- eller langhøje/dysser. De klassiske dysser kendes i tusindvis over hele landet, opført inden for blot 300 år, sine steder i tætte koncentrationer i såkaldte dyssebygder, som viser lokale befolkningscentre gennem generationer. Sammen med disse stengrave hører nogle store indhegninger (op til flere hektar store) med palisadehegn og nogle underlige grøfter, hvori man smed bl.a. menneskeknogler. Sarup på Sydfyn er det bedst kendte eksempel. Befolkningen fra omegnens bopladser samledes formentlig her til fælles arrangementer, spisning m.m. Regionalstudier af bebyggelsen foreligger fra Sydvestfyn, Østjylland og Bornholm.

Vi skal åbenbart forestille os nogle meget indviklede gravritualer, hvor knoglerne blev flyttet flere gange og ikke altid havnede i de regulære grave.

Efter dyssen kom jættestuerne, der var større kamre med gang, som blev genbrugt ofte, og derfor kan indeholde snesevis af skeletter. De har leveret et stor antal skeletter, som viser traumer og vellykkede trepaneringsoperationer. Hensætninger af lerkar osv. både i og uden for kamrene viser gravstedernes betydning for de lokale folk.

Rekonstruktion af jernalderard. Hvolris Oltidspark, Bjerregrav. Foto: BioPix.