Kold krig og velfærdsstat, 1945-1973

Velfærdsstaten

Op gennem 1950'erne stødte man stedse hyppigere på begreberne velfærdsstat og velfærdssamfund. Heri lå en forestilling om, at såvel samfundet i sin helhed som dets individer skulle gives de bedste muligheder for at udvikle et bestandigt større mål af rigdom. Samtidig lå der i velfærdstankerne en opfattelse af, at staten burde blande sig aktivt i borgernes liv og garantere social sikkerhed samt give adgang til sundhedsmæssige og uddannelsesmæssige ydelser. Argumentationen drejede sig både om solidaritet og om, at et netværk af velfærdsydelser i sidste ende kunne betale sig for samfundsøkonomien.

Ideerne bag velfærdsstaten kom til udtryk i de fleste vestlige lande efter 1945, men vejene til deres virkeliggørelse blev forskellige. I lande, hvor liberale og konservative partier var dominerende, satsede man mest på systemer byggende på privat forsikring mod arbejdsløshed, sygdom osv. I andre lande, herunder Danmark, Storbritannien og Sverige, fik de nye tanker deres særlige præg af socialdemokratierne.

Socialdemokratiet var Danmarks ubestridt største parti og desuden regeringsbærende det meste af tiden fra 1929 til 1982. Denne indflydelse blev brugt til ikke blot at lade staten stå som initiativtager til og garant for velfærdstiltag, men fra cirka 1960 også til at lade den finansiere og administrere disse i en arbejdsdeling med kommunerne. Målet var en aktiv, omfattende stat inden for teoretisk set alle sfærer af samfundslivet - også de dele, der hidtil havde været betragtet som hørende under privatlivet eller familien. Den skulle sikre alle lige muligheder uanset baggrund og formåen. Et ideal om lighed, økonomisk som socialt, var fremtrædende.

I begyndelsen gik udviklingen dog relativt trægt. Loven om folkepension fra 1956 kan fremhæves som et af de få succesfulde velfærdsinitiativer i tiden før 1960. Den økonomiske situation blokerede for mere vidtgående tiltag, og Venstre og De Konservative var generelt skeptiske over for den socialdemokratiske skatteudskrivningsiver, selvom de ikke var uenige i alle de bagvedliggende tanker. Den økonomiske situation ændrede sig til det bedre fra og med 1958, hvor den vestlige højkonjunktur, som var startet omkring 1950, endelig fik tag i Danmark. I løbet af de næste to år faldt arbejdsløsheden fra 10 til 5 %, og videre ned under 2 % ved 1960'ernes midte. Opbygningen af velfærdsstaten blev for alvor mulig.

Fra 1960 gik udviklingen af det velfærdsstatslige projekt stærkt - især i årene 1965-1976. Danmark fik et omfattende hospitalsvæsen og et fintmasket net af ordninger, der kunne yde sine indbyggere et vist mindstemål af økonomisk sikkerhed i tilfælde af sygdom og invaliditet. Der kom plejehjem for handicappede og syge, et uddannelsessystem, der i princippet gav alle mulighed for at uddanne sig så godt som deres evner tillod, og vuggestuer og børnehaver og fritidshjem og ungdomsklubber, hvor børnene fik mad og blev opdraget, mens far, og i stigende grad også mor, gik på arbejde og tjente familien rigere end nogensinde før i Danmarkshistorien. Systemet blev udformet som en "universalistisk" service, der blev ydet efter kriterier, som principielt var ens for alle. Omkostningerne i form af det voksende skattetryk var til at leve med i en tid, hvor både reallønnen og forbruget voksede meget hurtigt.

Omfanget af den velfærdsstatslige udvikling kan eksemplificeres ved arbejdsstyrkens fordeling. I 1950 udgjorde de offentligt ansatte knap 8% af den samlede arbejdsstyrke, i 1960 10,3%, men i 1975 23,6%, og i 1992 30,7%. Den del af de økonomiske midler, som strømmede gennem de offentlige kasser, steg fra 25 % i 1960 til 45% i 1973.