Kold krig og velfærdsstat, 1945-1973

Ungdomsoprør og kulturliv i 1960'erne

Politik udviklede sig i 1960'erne og de tidlige 1970'ere til en størrelse, der ustandselig blev mere diffus og vanskelig at definere. Dette hang blandt andet sammen med, at flere forskellige befolkningsgrupper engagerede sig politisk og fandt på nye måder at drive politik. Uden for Folketinget og partierne udviklede der sig alternative former for politisk handling. Områder af samfundslivet som fx familiernes levevilkår, børneopdragelsen og seksualiteten blev i voksende omfang gjort til genstand for politisk aktivitet, hvilket naturligvis skal ses i sammenhæng med den politisering af alle samfundssfærer, den bestandigt mere omsluttende stat forårsagede. Selve politikbegrebet blev langt mere rummeligt.

Udviklingen var påbegyndt allerede i 1960 med atommarcherne, men slog særligt igennem under det såkaldte ungdomsoprør - især i årene mellem 1967 og 1970. Det indflettede sig især mærkbart i den politiske venstrefløjs aktiviteter. At tale om for eksempel de sene tresseres Vietnam-bevægelse som udelukkende en politisk foreteelse, vil derfor ikke være korrekt. Den var i lige så høj grad et ungdomskulturelt fænomen.

"Provoer" blev meget omtalte i midten af årtiet. Senere blev langhårede "hippier" det nye indslag især i det københavnske bybillede sammen med de såkaldte slumstormere, der fra 1968 besatte tomme, saneringsmodne ejendomme. En vigtig udløber af slumstormeraktiviteterne blev oprettelsen af Fristaden Christiania på den besatte Bådsmandsstræde Kaserne på Christianshavn i 1971.

Ungdomsoprørets deltagere eksperimenterede med familieformer, seksualitet, religion, påklædning og euforiserende stoffer. En slags kulmination på det eksperimenterende var foreningen Det ny Samfunds oprettelse af Frøstrup-lejren i Thy i sommeren 1970. Ikke lang tid efter skiftede ungdomsoprøret karakter, i den forstand at mere alvorlige politiske organisationer kom til at dominere det - ofte med erklæret marxistiske holdninger.

Opbruddet i 1960’erne gav også modreaktioner. Et tidligt eksempel var rindalismen, som i midten af 1960’erne opponerede mod den nye kunstfond, der var dannet med det formål at støtte kunstnere økonomisk. Det var for mange uforståeligt, at de via deres skat skulle støtte såkaldte kunstnere, hvis værker man ikke engang kunne se, hvad forestillede. Rindalismen var på samme tid en kulturel modbevægelse og et oprør mod skattetrykket og den altomfavnende velfærdsstat. Den var på flere måder en forløber for Fremskridtspartiet og den politiske omvæltning i 1973.

Et andet eksempel på modreaktioner var det faktum, at den danske befolkning i 1968, da ungdomsoprøret var på sit højeste, for første gang siden 1953 gav magten til en borgerlig regering. Det var skæbnens ironi, at VKR-regeringen både kom til at stå for frigivelsen af billedpornografien, lempelse af abortlovgivningen og en eksplosiv vækst i de offentlige udgifter.

Også udviklingen i informationskanalerne spillede en betydelig rolle i 1960'ernes opbrud. Som påvirkningsfaktor kom tv til at stå stærkest, idet det nu var blevet hvermandseje. Når Vietnam-krigen således mødte så stor en forargelse og så stærke protester, skyldtes det blandt andet, at den almindelige danske kernefamilie nu stiftede bekendtskab med krigen i tv. Vietnam-krigen var den første tv-krig i verdenshistorien. Og også protesterne foran den amerikanske ambassade blev på den måde nærværende for alle.

Kulturbruddet kan dog let overdrives. Hvad der skete med hensyn til sociale eksperimenter og politisk rabiate paroler kunne nok engagere til medhold eller modstand i den konkrete situation og fik dermed også betydning. Men de fleste følte, at de levede i et trygt og velstående samfund, hvis udvikling gik i retning af endnu mere tryghed og velstand. Det var et samfund, hvor de fleste nok ikke så med blide øjne på alt det nye.