Kold krig og velfærdsstat, 1945-1973

Økonomiske vanskeligheder og Marshall-hjælp

Danmark slap gennem krigen med langt færre ødelæggelser end de fleste øvrige europæiske lande. Infrastrukturen var intakt, ernæringstilstanden var god, og kun få menneskeliv var gået tabt. Landbrugsproduktionen, som var Danmarks stærke side, nåede hurtigt op på førkrigsniveauet.

Alligevel var situationen for dansk økonomi i de første efterkrigsår alvorlig. Produktionsapparatet var nedslidt og forældet og krævede store nyinvesteringer. Arbejdsløsheden var fortsat høj – i 1946 og 1947 lå ledighedsprocenten næsten på 9 – og der herskede en udpræget bolig- og varemangel. Hertil kom et stort valutaunderskud, som gjorde det nødvendigt at begrænse importen og bibeholde flere af besættelsestidens rationeringsordninger. Først i 1953 kunne man atter frit købe næsten alle varegrupper. I sammenligning med de fleste øvrige europæiske lande var det dog tidligt.

Den amerikanske Marshall-hjælp gav Danmark en tiltrængt saltvandsindsprøjtning af fremmed valuta. I årene 1948 til 1953 modtog Danmark i alt ca. 300 millioner dollars til investeringer (over 30 mia. kr. i 2010-kurser), hvilket i betydelig grad afhjalp valutaproblemet. Med hjælpen fulgte krav om liberaliseringer og effektivisering af det danske produktionsapparat. Samarbejdet mellem modtagerlandene blev institutionaliseret i endnu en international organisation som Danmark tilsluttede sig: Organisationen for Europæisk Økonomisk Samarbejde (Organization for European Economic Co-operation (OEEC)).

Danmarks beslutning i 1947/48 om at deltage i European Recovery Programme, der var Marshall-hjælpens officielle navn, betød dog også implicit stillingtagen i den kolde krig. Deltagelsen viste, at Danmark, trods forsikringer om ikke at ville vælge side, hørte til i Vesten.

Selv med Marshall-hjælp gik der mange år, før Danmark kunne lægge efterkrigstidens økonomiske problemer bag sig. Helt frem til 1957 var det vanskeligt at skaffe udenlandsk valuta til de nødvendige investeringer, som omstilling og fornyelsen af industrien krævede. Danmarks vigtigste valutaindtjener – landbrugseksporten – var på stadig retur, blandt andet som følge af at de øvrige europæiske lande efterhånden fik genetableret deres egen landbrugsproduktion.

Landbruget søgte at kompensere for den vigende afsætning gennem produktionsforøgelse og omkostningsbesparelse. Industrien søgte at gøre sig konkurrencedygtig gennem produktivitetsforøgelse. Ingen af delene lykkedes dog godt nok. For meget landbrug og for lidt industri blev op gennem 1950'erne en alvorlig hæmsko for landets økonomiske udvikling. Med en årlig økonomisk gennemsnitsvækst på 2,7 % fra 1950 til 1957 tegnede Danmarks sig da også for en vesteuropæisk bundrekord, selvom det hører med til billedet, at udgangspunktet var højere end mange andre landes. Arbejdsløsheden var frem til 1958 ofte over 10 %, og selvom der blev postet store ressourcer i det almennyttige boligbyggeri var bolignøden stadig stor ved indgangen til 1960'erne.