Kold krig og velfærdsstat, 1945-1973

Neutralitet, Norden eller NATO 1945-49

Det afgørende udenrigspolitiske spørgsmål i den umiddelbare efterkrigstid viste sig hurtigt at være Danmarks placering i den nye bipolære verdensorden, som voksede ud af krigen.

Frem til og med 1948 var det endnu målet for dansk udenrigspolitik at holde landet fri af den kolde krig. Danmark var såvel økonomisk og politisk som kulturelt forankret i det kapitalistiske Vesteuropa. Men den socialdemokratiske regering (1947-49) ønskede så vidt muligt at undgå at blive en del af en militær blokdannelse. Sovjetunionen havde med sin dominans i Østeuropa afløst Tyskland som den største umiddelbare sikkerhedsrisiko. Det blev anset som værende i dansk interesse at have et så problemfrit forhold som muligt til denne nye europæiske stormagt, hvis erklærede gode hensigter blev mødt med skepsis.

I løbet af 1948 spidsede den internationale situation imidlertid til. Det sovjetstøttede kommunistiske kup i Tjekkoslovakiet i februar skabte stor usikkerhed i en række europæiske lande. Under den såkaldte Påskekrise i Danmark i marts 1948 verserede der rygter om et kommunistisk kup/invasion, der førte til forøget beredskab blandt politi og militær. Senere på året fulgte Sovjetunionens blokade af Vestberlin.

Statsminister Hans Hedtofts foretrukne løsning på det danske sikkerhedsproblem var en skandinavisk forsvarsunion mellem Danmark, Norge og det militært set stærke Sverige. En sådan løsning havde bred appel i vide kredse på grund af de traditionelle forestillinger om et særligt nordisk fællesskab og særlige nordiske fredselskende og demokratiske idealer. Et forsvarsforbund skulle sikre, at de nordiske lande kunne stå uden for den kolde krig i en art fællesnordisk neutralisme. Med Danmark som primus motor nåede man relativt langt i forhandlingerne i 1948-49. I sidste ende viste det sig dog umuligt at forene norske ønsker om vest-orientering med svenske om neutralitet.

Da de nordiske forhandlinger om en forsvarsunion brød sammen, stod det klart for den socialdemokratiske regering, at Danmark måtte søge at blive en del af det vestlige forsvarssamarbejde, der var under etablering. Dette havde hele tiden været den foretrukne løsning for de borgerlige partier, og i april 1949 blev Danmark medstiftende medlem af Atlantpagten, som efter Korea-krigens udbrud samme år hurtigt udviklede sig til et egentligt forsvarssamarbejde med egen kommandostruktur – NATO.