Kold krig og velfærdsstat, 1945-1973

Ind i EF

Den af efterkrigstidens mange internationale organisationer, der uden sidestykke fik den største betydning for Danmark, var det Europæiske Økonomiske Fællesskab (EF). Danmark blev først medlem i 1973, men Danmarks placering i det europæiske samarbejde havde været på den politiske dagsorden siden før EF’s oprettelse i 1957.

Mange forhold måtte i 1950’erne stilles op over for hinanden og afvejes i forbindelse med spørgsmålet om dansk EF-medlemskab, herunder også følelsesmæssige; hvad skulle man for eksempel mene om tysk deltagelse i en stærk europæisk sammenslutning så få år efter besættelsen? Stærkest vejede dog hensynet til den danske eksport. Her var man på den ene side interesseret i at komme med i EF med de muligheder, det indebar, på den anden side bekymret for, hvad et sådant skridt kunne betyde for eksportmarkederne udenfor, især for England, som var hovedaftageren af danske landbrugsprodukter.

Danmark støttede derfor i starten de engelske bestræbelser på at erstatte det snævre EF med et bredere frihandelsområde omfattende alle OEEC-landene. Dette mislykkedes, og i stedet blev European Free Trade Association (EFTA) dannet i 1960 som de omkringliggende europæiske landes forsøg på at styrke sig over for EF. Heri indgik Danmark. Men EFTA var kun en nødløsning. Interessen samlede sig fortsat om forholdet til EF.

Sammen med England og Irland søgte Danmark i 1961 om optagelse i EF. Forhandlingerne stod på frem til januar 1963, hvor de brød sammen på grund af fransk modstand mod engelsk deltagelse. I maj 1967 blev ansøgningen fornyet, men gik atter i vasken på grund af fransk-engelske uoverensstemmelser. Danmark orienterede sig herefter en tid mod det nordiske økonomiske samarbejde gennem forhandlingerne om et tættere nordisk økonomisk samarbejdet gennem det såkaldte NORDEK. Disse blev imidlertid opgivet i marts 1970, og Danmark vendte igen interessen mod EF.

Parlamentarisk var der endnu i 1970 stor opbakning bag dansk EF-medlemskab. I 1960'erne var SF det eneste folketingsrepræsenterede modstanderparti. Da det blev alvor, og Danmark så ud til at kunne blive optaget i det gode europæiske selskab inden for en overskuelig tid, stod forskellige folketingspolitikere fra de fleste partier imidlertid frem og erklærede sig som skeptikere eller endog modstandere af EF-medlemskabet. Dette skete især inden for Socialdemokratiets folketingsgruppe.

Uden for Christiansborg samlede en broget skare, der repræsenterede næsten alle tidens mange protestorganisationer, sig om EF-modstanden. Fra medlemmer af Dansk Samling på den yderste højrefløj til DKP længst ude til venstre. Fra pacifister til frihedskæmpere fra krigens tid. Fra internationalister til glødende nationalister. Fra topfolk i erhvervslivet til fagforeningsledere. Hver med deres begrundelser arbejdede de imod EF-medlemskabet, som fra 1970 kom til at stå som et af de absolut mest centrale politiske stridspunkter i dansk samtidshistorie.

Fra og med foråret 1971 blev det meste af modstanden samlet og koordineret inden for organisationen Folkebevægelsen mod EF. Folkebevægelsen slog i sin argumentation særligt på forsvaret af den danske nationale selvstændighed, på den historisk betingede angst for Tyskland og på ønsket om at styrke det nordiske samarbejde. Det lykkedes modstanderne gennem deres net af organisationer at mobilisere i tusindvis af aktivister, således at der opstod tvivl om udfaldet af folkeafstemningen om tilslutningen, som skulle afholdes den 2. oktober 1972. Da Norge ved en folkeafstemning den 26. september 1972 sagde nej, troede mange, at Danmark ville gå samme vej.

I sidste ende foretrak vælgerne dog snusfornuftige argumenter om bedre økonomi frem for de ideologiske, og ved folkeafstemningen sagde 63,3 % ja, og kun 36,7 % nej til EF. Dagen efter at sejren var i hus, meddelte den socialdemokratiske statsminister Jens Otto Krag overraskende sin øjeblikkelige afgang og pegede samtidig på de ufaglærte arbejderes forbundsformand, den mere skeptiske EF-tilhænger Anker Jørgensen, som sin efterfølger. Som statsminister gennem 1962-66 og igen 1971-72 var Krag mere end nogen anden politiker personificeringen af ønsket om dansk EF-medlemskab. Med udpegelsen af sin efterfølger søgte han at opnå socialdemokratisk og dansk samling omkring en skikkelse, der i ringere grad end han selv blev identificeret med vindersiden i det splittede Socialdemokrati og i landet som helhed.