Kold krig og velfærdsstat, 1945-1973

Højkonjunkturen 1958-73

Omkring 1958 nåede den vestlige højkonjunktur til Danmark. I forhold til perioden 1950-57 næsten fordobledes den gennemsnitlige årlige vækstrate i perioden 1958-70, nemlig til 5 %, og hermed spurtede Danmark med hensyn til økonomisk udvikling fra en bagtropsplacering frem i det internationale førerfelt.

Væksten var dog ikke jævnt fordelt på de forskellige sektorer. Industriproduktionen stod for hovedparten. Den viste sig fra slutningen af 1950'erne at være fleksibel og godt indrettet til at imødekomme de forbrugsbehov, den internationale højkonjunktur skabte. Hertil var den gennem 1950'erne godt hjulpet af en lovgivning, som gav gode muligheder for tilskud til virksomheder, der etablerede sig i arbejdskraftsrige egnsudviklingsområder, ligesom skattelovgivningen befordrede investeringslysten. Hermed kunne sunde virksomheder med moderne, attraktive produkter udvikle sig over hele landet. Flagskibe var virksomheder som Danfoss, Lego og B&O, men underskoven af små og mellemstore virksomheder blev de typiske for den danske udvikling.

Allerede i starten af 1950'erne havde industriens andel af bruttofaktorindkomsten overhalet landbrugets. I starten af 1960'erne blev industriens eksport større end landbrugets, også selvom landbrugseksporten indregnede de industrielt forarbejdede fødevareprodukter. Landbruget derimod stagnerede. Den succes, som Danmark havde haft med landbrugseksporten i de første efterkrigsår, kunne ikke gentages, nu da de store vesteuropæiske markeder havde genopbygget egne nationale landbrugsproduktioner. Danmarks udvikling fra et overvejende landbrugsland til et moderne industriland var omkring 1960 endelig fuldbyrdet. I takt hermed fortsatte de forrige årtiers flytning fra land til by. De store provinsbyer svulmede, landsbyerne skrumpede. Arbejdet og mulighederne lå i byerne - ikke mindst for de mange flere unge, der skulle have videregående uddannelser.

En stor del af væksten fandt sted i de tertiære erhverv, dvs. erhverv funderet i service og tjenesteydelser. Denne udvikling hang til dels sammen med væksten i industriproduktionen; fordoblingen heri mellem 1958 og 1970 gav en stigning i de traditionelle serviceerhverv inden for handels- og kontorområdet. Men først og fremmest skyldtes væksten i den tertiære sektor væksten i den offentlige sektor. På trods af en massiv vækst i det totale antal mennesker på arbejdsmarkedet igennem 1960'erne og videre ind i de næste to årtier faldt industriens andel af beskæftigede. Den del af det private erhvervsliv, som fik flere beskæftigede, var nye servicebetonede virksomheder – men det offentlige opslugte totalt set lidt mere end den ny arbejdskraft, der kom til.

Med den økonomiske vækst fulgte en stigning i samfundets velstand, og med velfærdssystemet kom velstanden flere til gode - om end naturligvis i forskelligt omfang. Den kunne måles på stigningen i forbruget af varer, som hidtil havde været anset som luksusartikler, men som nu for alvor vandt indpas og efterhånden blev betragtede som nødvendige, såsom køleskabe, tv-apparater, biler og større boliger.

Med bilerne opstod et behov for udbygning af vejnettet, og med de nye boligønsker fulgte bysanering og opførelsen af kæmpestore kvarterer i de større byers udkant fyldt op med store boligblokke og med enfamiliehuse.

Boligproblemet eksisterede dog fortsat, og de fleste var stadig uden økonomisk mulighed for at realisere en udbredt drøm om eget hus. Dette blev ændret, da der i 1960'ernes begyndelse gennem lovgivningen blev åbnet for bedre finansieringsformer. Hermed startede et boom i parcelhusbyggeriet.

"Gør gode tider bedre", hed det socialdemokratiske valgslogan ved folketingsvalget i februar 1960. Sådan blev 1960'erne og de første tre år af 1970'erne også målt med den økonomiske udviklings alen. 1950'ernes tiltro til "fremskridtet" holdt sig intakt. Men samfundets grundlæggende værdier blev med styrke betvivlet undervejs i denne udvikling.