Kold krig og velfærdsstat, 1945-1973

Grundlovsændringen 1953

Danmarks Riges Grundlov blev ændret i 1953. Den sidste større grundlovsændring var foretaget i 1915 med en justering i 1920 i forbindelse med Nordslesvigs tilbagevenden til riget, men allerede i 1930'erne havde der fra socialdemokratisk og radikalt hold været udfoldet betydelige anstrengelser for endnu en revision. Folkeafstemningen herom i 1939 havde imidlertid ikke kunnet samle det nødvendige antal ja-stemmer. Nu lykkedes det.

Især generede tokammersystemet med et besluttende Folketing og et sanktionerende Landsting. Begrundelsen for systemet havde været et ønske om at sikre et vist konservativt præg, så landets lovgivende magt var sikret mod at skulle tage hensyn til kortvarige svingninger i "folkeviljen" - et argument især fremført af De Konservative og Venstre, som før krigen havde domineret i Landstinget. Nu var de fire gamle partier, trods nogen tøven fra Venstre, enige om at afskaffe Landstinget. Alligevel var også denne revision tæt på at falde ved folkeafstemningen, idet ja-stemmerne, trods et stort flertal, kun udgjorde 45,76 % af samtlige stemmeberettigede og derfor kun lige med nød og næppe sneg sig op over den lovbefalede bundgrænse på 45 %.

At den ny grundlov overhovedet kunne samle det fornødne folkelige flertal skyldtes måske en anden nyskabelse. Hidtil havde tronfølgen kun kunnet sikres gennem mandlig arvefølge. Nu blev der åbnet for kvindelig arvefølge, men kun hvis den siddende regent ikke havde sønner. Sådan var netop situationen i 1953, hvor den populære Frederik 9. (født 1899, regent 1947-1972) ikke havde nogen sønner, men derimod tre døtre.

En væsentlig ajourføring var desuden grundlovsfæstelsen af det parlamentariske system, som i praksis havde været gældende siden 1901.

En borgerlig betingelse for opgivelsen af tokammersystemet var en række bestemmelser om direkte demokrati - dvs. at politiske afgørelser udover grundlovsændringer i bestemte situationer skulle kunne træffes af vælgerne ved folkeafstemning. Herefter kunne en tredjedel af Folketingets medlemmer kræve et vedtaget lovforslag - undtaget var dog visse love som finansloven - sendt til folkeafstemning. Forkastelse af et vedtaget lovforslag ved folkeafstemning krævede dog ikke blot simpelt flertal imod, men også at dette flertal skulle udgøre mindst 30 % af vælgerkorpset. I de følgende årtier truede skiftende folketingsmindretal med at sende sager til folkeafstemning. Den eneste gang, det skete, var dog i 1963, da oppositionen fik væltet en socialdemokratisk regerings forslag til jordlove.

Et andet område, hvor folkeafstemning blev en mulighed, blev i situationer, hvor integration i internationale organisationer medførte afgivelse af national suverænitet. I 1953-grundlovens paragraf 20 blev der indført bestemmelse om, at suverænitetsafgivelse krævede et flertal på fem sjettedele i Folketinget. Hvis flertallet udgjorde mindre end fem sjettedele, og regeringen fastholdt forslaget, skulle det til folkeafstemning. Desuden blev der med den nye grundlov åbnet mulighed for at lægge et forslag ud til såkaldt vejledende folkeafstemning, hvor regeringen ikke var principielt bundet af resultatet heraf. Mulighederne for folkeafstemninger i forbindelse med internationalt samarbejde blev senere bragt i anvendelse i spørgsmålet om Danmarks tilslutning til EF og i forbindelse med yderligere udbygning af samarbejdet i EF og EU.

Endelig, men af stor betydning - også som et internationalt signal - ændrede den ny grundlov Grønlands status fra koloni til dansk amt. Hermed var Danmark ikke længere en kolonimagt, idet Island i 1944 havde revet sig løs og erklæret sin selvstændighed, og Færøerne havde fået en hjemmestyreordning i 1948.