En del af grundlaget for omvæltningerne i 1960'erne var de nye livsbetingelser, som højkonjunkturen bragte med sig. Strømmen af mennesker fra land til by bevirkede, at store menneskemasser måtte omdefinere deres livsgrundlag. Også arbejdets indhold ændrede sig for mange - først og fremmest som følge af velfærdsstatens service-udbygning. Hertil kom, at kvinderne i stigende grad kom ud på arbejdsmarkedet.
Kvindernes andel af arbejdsstyrken udgjorde både i 1950 og i 1960 omkring 29%, i 1965 31,5%, i 1970 34%, i 1981 42,5%. Allerede i 1970'erne var unge kvinders uddannelses- og erhvervsfrekvens imidlertid på lige fod med unge mænds. Stigningen herefter i kvinders erhvervsfrekvens skyldes altså, at "husmodergenerationerne" efterhånden gled ind i pensionsalderen og dermed ud af erhvervsstatistikken, mens de ny kvindeårgange som noget selvfølgeligt blev tilknyttet arbejdsmarkedet i samme omfang som mændene.
Kvinders erhvervsdeltagelse, som accellererede omkring 1965, er ofte sat i forbindelse med parcelhusets opkomst. For en gennemsnitlig funktionær- eller arbejderfamilie rakte én indkomst simpelthen ikke til den højere husleje. Men det stærkt forøgede fokus på materielle goder, som kendetegnede 1960'erne, spillede også stærkt ind. Det samme gjorde 1960'ernes bevidsthedsmæssige opbrud. Den traditionelle mandlige forsørgerrolle blev i 1970'erne ikke længere forbundet med den samme værdighed. Familier, hvor begge forældre arbejdede, blev gradvist mere norm end undtagelse.
Et var dog adgang til arbejdsmarkedet, noget andet egentlig ligestilling mellem kønnene. Det politiske system var endnu i 1960'erne domineret af mænd, også i de "alternative" miljøer. Dette ændrede sig omkring 1970, hvor en egentlig kvindebevægelse, der krævede reel ligestilling og opgør med ”mandssamfundet”, så dagens lys. Et tidligt eksempel var en gruppe kvinder, som i foråret 1970 gennemførte en række muntre, men provokerende happenings. Blandt andet nægtede de at betale fuld billetpris i en bus med den begrundelse, at kvinder ikke fik samme løn som mænd, og da de heller ikke stak af, måtte politiet hente dem ud. Aktionerne gav stor medieomtale og førte til mange diskussioner over hele landet om det rimelige i forskelsbehandlingen af mænd og kvinder.
Snart fulgte kvindegruppen, der kaldte sig for Rødstrømperne, aktionen op med flere lige så spektakulære, der også satte fokus på kvinders funktioner som seksualobjekter. Da det var vanskeligt at argumentere for forskelsbehandling med demokratiets lighedsideologi intakt, vandt kvindebevægelsen klart de moralske slag. I 1970'erne udviklede dele af kvindebevægelsen sig til isolerede, decideret mandefjendske enklaver, men den brede strøm ledte i retning af formaliseret og reel ligestilling.
Kvindebevægelsens synspunkter om ligestilling sejrede både i lovgivningen og i den offentlige mening. Derfor mistede kvindebevægelsen omkring 1980 pusten og sygnede hen. Trods sejren viste kønnenes reelle ligestilling med hensyn til løn, erhverv og placering i arbejdsmarkedets hierarkier sig vanskelig at gennemføre i praksis. Kvinder var fortsat stærkt overrepræsenteret i fag med relation til traditionelle kvindedyder: Omsorg, pleje og opdragelse. De samme "kvindefag" var typisk lavere lønnet end de traditionelle "mandefag". Ledelse, der er karakteriseret ved højere status og højere løn, vedblev at være et arbejde for mænd. I et langtidsperspektiv var ændringen i forholdet mellem kønnene dog meget voldsom.
