Kold krig og velfærdsstat, 1945-1973

Det nye politiske billede

Omvæltningerne i samfundet påvirkede også det klassiske politiske liv, hvor en række nye partier kom til. SF’s indvalg i Folketinget i 1960 var et tidligt eksempel på denne udvikling. I forhold til ungdomsoprøret viste SF sig dog for nogen at være for konventionelt. Partiet stilede i midten af 1960’erne mod regeringsdeltagelse med Socialdemokratiet, og det kom tæt på, da de to partier tilsammen fik flertal ved valget i 1966. Resultatet blev en SF-støttet socialdemokratisk mindretalsregering, som i offentligheden blev benævnt 'det røde kabinet'. Da det i virkeligheden ikke var mere rødt end som så, blev samarbejdet for meget for de yngre kræfter i SF, som i 1967 brød med partiet og stiftede Venstresocialisterne, der i højere grad afspejlede ungdomsoprørets stemninger.

Socialdemokratiet dominerede stadig det politiske billede. Partiet havde regeringsmagten uafbrudt fra 1953–1968 og igen fra 1971–1973. Også her skete der dog et skifte. 1950’ernes socialdemokratiske statsministre Hans Hedtoft og H.C. Hansen havde deres rødder i fagbevægelsen og var politisk skolede i mellemkrigstiden. De blev i 1960’erne afløst af universitetsuddannede samfundsarkitekter som Viggo Kampmann og Jens Otto Krag, der trods deres visioner for velfærdsstaten næppe kunne kaldes medlemmer af arbejderklassen.

Det højreorienterede parti De Uafhængige, der blev indvalgt i Folketinget i 1960, leverede et alternativ til de eksisterende borgerlige partier i den første halvdel af årtiet. Partiet gled dog ud igen i 1966, men var et forvarsel om Fremskridtspartiets succes i 1973. De tre nye partier i midten og til højre i dansk politik, som blev indvalgt i Folketinget i 1973, viste sig mere levedygtige. På hver deres måde kan de ses som en reaktion til ungdomsoprøret.

Kristeligt Folkeparti blev stiftet som en reaktion mod abortlovgivningen og billedpornografiens frigivelse og den sekularisering af samfundet, ungdomsoprøret også resulterede i. Erhard Jakobsens udbryderparti fra Socialdemokratiet, Centrum-Demokraterne, talte på vegne af den etablerede middelklasse i parcelhusene. Mogens Glistrups Fremskridtsparti kunne nok på overfladen takke Glistrups karismatiske personlighed for sin store succes ved valget i 1973, men succesen var også udtryk for bred utilfredshed med skattetrykket, ungdomsoprøret, ”papirnusseriet” og de gamle borgerlige partiers manglende evne til at opstille et virkeligt alternativ til Socialdemokratiet, hvilket VKR-regeringen 1968-71 for mange havde været et bevis på.