Kold krig og velfærdsstat, 1945-1973

Den kolde krig på hjemmefronten

På hjemmefronten mærkedes den kolde krig også - særligt i dens koldeste periode fra 1948 til 1962. Modsætningerne mellem kommunister på den ene side og de øvrige politiske partier på den anden blev trukket skarpt op. Selvom der i Danmark ikke var tale om kommunistforskrækkelse som den, der herskede i USA i 1950’erne, var der ikke megen plads til afvigende synspunkter inden for bloktænkningen.

Ikke mindst efter Korea-krigens udbrud i 1950 blev det i den overvejende del af dansk presse kutyme at behandle enhver sikkerheds- eller udenrigspolitisk opposition som et udtryk for kommunisme. Det medvirkede til at tryne de forholdsvis mange, som fortsat var imod blokpolitikken. Frem til 1960'ernes begyndelse nåede antallet af erklærede tilhænger af Nato-medlemskabet kun sjældent over 50% ifølge Gallups meningsmålinger.

Danmark havde også et erklæret kommunistisk parti i form af Danmarks Kommunistiske Parti – DKP. Partiet mistede imidlertid mandater ved hvert eneste folketingsvalg efter 1945, indtil det i 1960 helt gled ud af Folketinget. Sideløbende med det parlamentariske tilbagetog mistede partiet også de fleste af de tillidsposter i fagbevægelsen, dets medlemmer havde vundet efter krigen. DKP havde ikke desto mindre et potentiale, som blev næret af store befolkningsgruppers trange kår i 1950'erne. Det viste en stor konflikt ved overenskomstfornyelsen i 1956. Fredag den 13. april ophøjede Folketinget et afvist mæglingsforslag til lov. Samme dag blev den hidtil største arbejderdemonstration i landets historie afholdt på Christiansborg Slotsplads. 150.000-200.000 deltog, og i byer over hele landet var der ligeledes demonstrationer. DKP’s partiformand Aksel Larsen og kommunistiske fagforeningsfolk spillede en central rolle for, at demonstrationerne fortsatte, også efter at forbundslederne havde opfordret til at indstille dem.

Sovjetunionens invasion af Ungarn i efteråret 1956 fik dog store negative konsekvenser for DKP. Partiet valgte efter nogen vaklen i de første dage at støtte invasionen. Herved gik partiets troværdighed tabt, idet invasionen i Ungarn i offentlighedens øjne kom til at stå som beviset på sovjetstyrets menneskefjendske og undertrykkende karakter.

Også internt i DKP fik invasionen i Ungarn konsekvenser. Partiformanden Aksel Larsen distancerede sig efter 1956 gradvist fra partiets linie og blev ekskluderet i 1958. Han stiftede herefter Socialistisk Folkeparti (SF), som gjorde det muligt at være til venstre for Socialdemokratiet uden at være Moskva-tro, hvilket fik stor betydning for mange. SF opstillede første gang til folketingsvalget i 1960 og fik 6,1 % af stemmerne, mens DKP samtidig gled ud og forblev ude frem til 1973.

Tiden omkring 1960 var præget af opbrud i det hjemlige politiske billede. SF kom til som et ikke-kommunistisk alternativ på venstrefløjen. De Radikales NATO-modstand blev svækket, da partiet grundet regeringsdeltagelse måtte indgå i et forsvarsforlig i 1960 og således indirekte blåstemplede NATO-medlemskabet. Samtidig fik fredsbevægelsen fornyet vind i sejlene, da der i begyndelsen af 1960’erne blev arrangeret store protestmarcher mod atomvåben med digteren Carl Scharnberg som primus motor. Den tredje verden kom i offentlighedens fokus. Apartheid-politikken i Sydafrika fremkaldte hjemlige protester, og Danmark fik i 1962 sin første lovgivning om ulandsbistand.