Kold krig og velfærdsstat, 1945-1973

Danmark og NATO i 1950’erne

I NATO blev Danmark, hvad der senere er blevet benævnt en ”allieret med forbehold”. Danmark var på de overordnede linier en trofast NATO-allieret, men havde en række forbehold og betænkeligheder ved visse dele af NATO’s udvikling, samtidig med at landet aldrig levede op til særligt de amerikanske krav om store militærbudgetter.

For Danmark var det fra begyndelsen væsentligt, at NATO repræsenterede tilstrækkelig styrke til at kunne afskrække et sovjetisk angreb. På den anden side var der frygt for, at NATO’s strategi skulle blive lagt for aggressivt an og at andre NATO-medlemmers krige og konflikter, eksempelvis i deres kolonier, skulle involvere Danmark. Den tilbageholdende linie var også motiveret af indenrigspolitiske hensyn. De Radikale og dele af Socialdemokratiet så med skepsis på det danske medlemskab og havde hellere set en mere klassisk neutral udenrigspolitisk linie.

Fra dansk side var man således ikke begejstret for Tyrkiets og Grækenlands optagelse i NATO i 1952. De to nye medlemmer styrkede alliancens militærstrategiske position, men optagelse af to lande med diktaturlignende træk styrkede ikke alliancens image som demokratiets forsvarer. Spørgsmålet om udenlandske troppers stationering i Danmark i fredstid var et andet kildent spørgsmål, hvor Danmark i sidste ende valgte kun at have materialedepoter på dansk jord. Det samme gjaldt spørgsmålet om atombevæbning af det danske forsvar. Danmark modtog raketsystemer, der kunne fremføre taktiske atomvåben, men også kunne bruges som konventionelle våben. Det sidste var officielt formålet med raketterne, men atomsprænghovederne var aldrig længere væk end i depoterne i Nordtyskland.

Et andet spørgsmål, der prægede det danske forhold til NATO, var de danske militærudgifter, der set fra USA’s synspunkt vedblev at være for lave. Skiftende socialdemokratiske regeringer henviste over for de amerikanske krav til, at store militærudgifter på bekostning af velfærd ville vende befolkningen mod NATO. Et af argumenterne var, at forbedringen af danskernes levevilkår i sidste ende var et led i kampen mod kommunismen, idet den kunne forebygge social uro og hæmme de danske kommunister. Det var et argument, som amerikanerne kun til dels accepterede.

Den NATO-beslutning, der i 1950'erne gav anledning til størst folkelig betænkelighed, var imidlertid optagelsen af Vesttyskland i alliancen i 1955 - kun 10 år efter 2. verdenskrigs afslutning. For regeringen og forsvaret var sagen imidlertid klar: Vesttysklands integration i NATO var en nødvendig styrkelse af alliancen ved Danmarks sydgrænse og på samme tid en garanti mod opkomsten af et nyt aggressivt Tyskland.

En væsentlig undtagelse fra den fodslæbende danske holdning var Grønland. Under 2. verdenskrig havde USA opbygget baser i Grønland, og efter krigen gav Danmark tilladelse til udvidelse af blandt andet basen ved Thule. Grønland var et velegnet sted at opstille varslingsstationer, og basen ved Thule blev et led i USA’s strategiske atombevæbnede B-52 slagstyrke. Officielt tillod Danmark ikke stationering af atombevæbnede fly ved basen, men uofficielt gav statsminister H.C. Hansen en indirekte godkendelse i 1957. At USA trodsede det officielle danske atomvåbenforbud, kom imidlertid til offentlighedens kendskab i 1968, da en B-52 maskine med fire brintbomber ombord styrtede ned nær basen. Bomberne eksploderede ikke, men et større område blev radioaktivt forurenet, og affæren blev penibel for såvel USA som Danmark. Men det forblev en velbevaret hemmelighed helt frem til 1995, at den danske regering indirekte havde godkendt flyvningerne.