Kold krig og velfærdsstat, 1945-1973

Kold krig og velfærdsstat, 1945-1973

Indledning

De 28 år, der gik fra Danmarks befrielse fra den tyske besættelse i 1945 til landet indtrådte i EF i 1973, bød på store forandringer både inden for og uden for landets grænser.

Fra at have været et lille land i Europas periferi, hvis udenrigspolitik var bestemt af den umiddelbare nærhed til Tyskland, blev Danmark medlem af NATO - en forsvarsalliance som udgjorde den ene side af en global konflikt. Et stort netværk af regionale og verdensomspændende internationale organisationer voksede frem efter 2. verdenskrig. Afkoloniseringen betød samtidig, at man skulle forholde sig til nye kontinenter. Det medvirkede til at udvide den danske horisont og gav nye udenrigspolitiske handlemuligheder. Den kolde krig satte naturligvis sine begrænsninger, men fra begyndelsen af 1960’erne fandt en nedtrapning af konflikten sted, og det bidrog til forøget international optimisme.

Mens 1. verdenskrig var blevet efterfulgt af en periode med økonomisk krise, formede tiden efter 2. verdenskrig sig markant anderledes. Vesteuropa oplevede i 1950’erne og 1960’erne et økonomisk boom, man ikke havde set mage til tidligere. Under de socialdemokratiske regeringer, der dominerede perioden, begyndte opbygningen af den moderne velfærdsstat, og meget brede befolkningslag opnåede efterhånden en betragtelig materiel velstand.

Velstandsstigningen gjorde fritid, ferie, forbrugsgoder og underholdning til væsentlige elementer i almindelige menneskers liv. Der kom dog også reaktioner - mest synligt i 1960'ernes såkaldte ungdomsoprør - som var præget af flere gruppers forsøg på et opgør med traditionelle politikformer, samfundsstrukturer og familiemønstre.

Danmarks indtræden i EF i 1973 var på mange måder efterkrigstidens mest skelsættende begivenhed. Hermed blev Danmark - ikke blot økonomisk men også politisk - en del af et større Europa.