Højmiddelalderen, ca. 1050-1340

Valdemarstiden 1157-1241

Forfatter

Anders Bøgh

I 1158 fik Valdemar gjort sin efterhånden vigtigste støtte fra Hvideslægten, Absalon, til biskop i Roskilde, hvilket skulle blive indledningen til et meget tæt samarbejde mellem konge og kirke om samfundets videre udvikling. Dette gav dog problemer med ærkebispen, Eskil, af Trundslægten, som i 1177 måtte lade sig afløse af Absalon som ærkebisp. Som noget helt enestående i den katolske kirke fik Absalon lov til at beholde Roskilde bispestol samtidig med, at han var ærkebisp. I 1191 eller 1192 overlod han dog bispestolen i Roskilde til sin nevø, Peder Sunesen, hvis bror, Anders Sunesen, efter at have været kongens kansler, overtog ærkebispesædet efter Absalons død i 1201. På de øvrige bispestole kom der også efterhånden bisper, som var fuldt loyale overfor kong Valdemar, mens man fik fjernet forskellige mindre loyale og (potentielt) oprørske kongeætlinge. Et meget væsentligt led i Valdemars konsolidering af kongemagten var den såkaldte Kirkefest i Ringsted i 1170, hvor man på én gang fejrede, at Valdemars far, Knud Lavard, af paven var udnævnt til helgen, og kroningen af Valdemars ældste søn som hans medkonge ved den første kongekroning på dansk jord. Dermed var der ikke tvivl om arvefølgen og Valdemars gren af kongeslægten havde i den grad fået guddommelig – og kirkelig – opbakning.

Den tiltagende indre magtkonsolidering gav sig snart udtryk i en offensiv udenrigspolitik over for de slaviske stammer, kaldet vendere, som beboede Østersøens sydkyst. Disse havde ivrigt benyttet sig af magtens svækkelse til at drive plyndrings- og kolonisationstogter mod Danmark. I 1147 proklameredes Det Andet Korstog for at genvinde et område, der var gået tabt for de kristne i Mellemøsten. Imidlertid lykkedes det på især tysk foranledning at få paven til også at rette korstoget mod de hedenske slaviske stammer i det senere Østtyskland. De to stridende danske konger – Svend og Knud - sluttede våbenstilstand og allierede sig med de interesserede tyskere. Alligevel blev dette første korstog i Østersøområdet en total fiasko set med danske øjne.

For Valdemar den Store blev pacificeringen af venderne imidlertid en hovedsag. Han og hans nærmeste medarbejdere anlagde stenborge til rigets forsvar i fx  Kalundborg, København, Vordingborg, Tårnborg ved Korsør og på Sprogø, ligesom den mest centrale del af Dannevirke blev udbygget med en imponerende murstensmur. Hurtigt blev angreb og plyndring dog den vigtigste brik i spillet. Et foreløbigt højdepunkt nåedes i 1168, da Valdemar indtog Rügen og lagde øen under Roskilde bispestol, mens han selv beholdt den verdslige overhøjhed. Angreb på og erobringer i de vendiske områder foregik ofte i samarbejde, men for det meste i stærk konkurrence med tyske magter, som da også på længere sigt trak langt det længste strå i de i dag henholdsvis tysk- og polsktalende områder.

Valdemars søn og efterfølger, Knud 6., sikrede sig overherredømmet over Pommern og tilbageviste den tyske kejsers krav om fornyelse af lensforholdet. Knud overlod herredømmet over hertugdømmet Slesvig til sin bror, Valdemar, der efterhånden kunne udstrække sit herredømme til Holsten og omliggende områder.

Da Valdemar, senere kendt som Valdemar Sejr, i 1202 overtog kongemagten, kunne han fortsætte denne ekspansion og i 1214 overdrog den tyske kejser, Frederik 2., ham officielt alt tyskbehersket land nord og øst for Elben; bl.a. den allerede da ganske betydningsfulde by Lübeck. Forinden havde Valdemar startet efterhånden ganske succesrige erobringstogter i det da hedenske Baltikum, og da han havde pavens fulde støtte til dette, blev der officielt tale om korstog. Kulminationen på Valdemars udenrigspolitiske succeser blev erobringen af det nordlige Estland i 1219 i slaget ved Lyndanise, hvor Dannebrog ifølge en langt senere og i øvrigt forvrænget tradition faldt ned fra himlen.

Snart efter vendte billedet imidlertid. I 1223 blev Valdemar og hans ældste søn taget til fange af én af Valdemars nordtyske vasaller under en jagt på Lyø i Det Sydfynske Øhav, og snart faldt hele imperiet fra hinanden. Valdemar måtte løskøbes fra fangenskabet for en ufattelig stor løsesum på 25.000 mark sølv, en voldsom økonomisk åreladning af riget. Efter løsladelsen forsøgte han forgæves at vinde det tabte tilbage i slaget ved Bornhøved i 1227. Rügen vedblev dog med at være len under den danske krone til senest 1438. Og takket være indgriben fra paven lykkedes det med nød og næppe at bevare herredømmet over det nordlige Estland, som forblev et hertugdømme under den danske krone indtil 1346, hvor det blev solgt til Den Tyske Orden.

Estland var imidlertid ikke det eneste såkaldte fyrstelen, som opstod under Valdemar Sejr. Som man gjorde i andre europæiske kongeriger, udnævnte Valdemar de sønner, som ikke skulle efterfølge ham som konge, til fyrster og overlod dem områder i rigets periferi som fyrstedømmer. Vigtigst af disse blev Slesvig/Sønderjylland, som blev hertugdømme for den næstældste søn, Abel, men også Lolland, Halland og Blekinge blev på denne måde i kortere eller længere tid fyrstedømmer under den danske krone.

Valdemarsmuren
Valdemarsmuren, som den kaldes, var en ca. 3,5 km lang, 5-7 m høj og 2 m bred
udbygning i teglsten/mursten af den centrale del af det gamle voldanlæg,
Dannevirke. Byggeriet menes påbegyndt 1163 under Valdemar den Store som et af
de første mustensbyggerier i Danmark og fortsatte ca. 20 år efter hans død i 1182.
Det imponerende byggeri var ikke alene vendt mod venderne, men også og med
tiden især mod Det Tyske Kejserrige og dets nordtyske fyrster. Foto: BioPix.
C.A. Lorentzens maleri fra 1809 af Dannebrogs fald fra himlen under slaget ved Lyndanise.
C.A. Lorentzens maleri fra 1809 af Dannebrogs fald fra
himlen under slaget ved Lyndanise. Til legenderne om dette
slag kom efterhånden også en historie om, at så længe
ærkebisp Anders Sunesen strakte armene mod himmelen,
havde de danske styrker succes, men når han tog armene ned,
gik det tilbage for danskerne. I billedets venstre baggrund ses
nogle munke, der hjælper den alderstegne ærkebisp med at
holde armene oppe, så sejren kunne vindes.
Illustration af Valdemar den Store. Fra kb.dk