Højmiddelalderen, ca. 1050-1340

Opbygning af kirke- og kongemagt ca. 1050-1131

Forfatter

Anders Bøgh

Kongemagten var den drivende kraft i opbygningen af kirkeinstitutionen. De vigtigste træk i denne opbygning i perioden var en fast inddeling af landet i bispedømmer, indførelse af en fast skat til kirken på i princippet en tiendedel (10 %) af al produktion, derfor kaldet tiende, og etableringen af et dansk ærkebispesæde 1103/04. Ved at støtte kirken sikrede kongen sig religiøs sanktion af sin egen magtudbygning samt bistand fra uddannede gejstlige, som kunne læse og skrive og administrere, og som havde kendskab til den internationale udvikling af lov og ret.

I 1047 døde den norske kong Magnus den Gode, som i de sidste fem år af sit liv også var konge i Danmark. Efterhånden fik han dog hård konkurrence af kong Knud den Stores søstersøn, Svend Estridsen. Inden sin død havde Magnus delt sin kongeværdighed i i hvert fald Norge med sin farbror Harald Hårderåde, som blev hans efterfølger her, men også ønskede at efterfølge Magnus i Danmark. Så tiden frem til senest 1064 var præget af hårde kampe mellem Harald Hårderåde og Svend Estridsen om magten i Danmark. Da kong Svend efterhånden havde fået konsolideret sin stilling, tog han ca. 1060 fat på en reform af den danske kirke i tæt samarbejde med ærkebispen af Hamborg-Bremen, som på dette tidspunkt var den danske kirkes overhoved. Resultatet blev, at den danske kirke fremover fik otte fastafgrænsede bispedømmer. Dette forudsatte et økonomisk grundlag for bispestolene i form af jordegods eller forøgede mængder af jordegods, som i vidt omfang blev skænket af kongen og hans slægt. Til gengæld var det frem til ca. midten af 1200-tallet en selvfølge, at det var kongerne, der udnævnte bisperne.

Snart efter begyndte opførelsen af domkirker i sten, de første domkapitler blev grundlagt og de første klostre blev stiftet. I 1070’erne var der ifølge Adam af Bremen mindst 600 kirker i Danmark, næsten alle bygget i træ. Derimod var den krønikeskrivende kannik stærkt utilfreds med, at tienden endnu ikke var indført, og at danskerne stadig tog på plyndringstogter i Østersøen; dog mod at betale tribut til kongen.

Et andet indre konsolideringstegn var, at det snart lykkedes kongemagten at skaffe sig monopol på at udstede mønter, hvorved al udenlandsk mønt blev ulovlig som betalingsmiddel i Danmark. Derved kunne kongen skaffe sig betydelige indtægter ved omveksling af udenlandsk mønt og tvungne pengeombytninger.

Svend Estridsen efterfulgtes som konge med tiden af hele fem sønner. De synes til en vis grad at have repræsenteret forskellige forestillinger om den videre udvikling og i hvert fald én af dem, Knud den Hellige, havde så travlt med reformer, at det efter alt at dømme kostede ham livet. Han forsøgte at indføre tiende, søgte at indføre strengere straffe for voldsforbrydelser begået på hellige dage og steder samt at sikre fremmede, dvs. gejstlige og handlende, retsbeskyttelse på linje med de indfødte. Han synes også at have forsøgt at udskrive skatter til kongemagten. Bægeret løb over, da han udskrev ledingen til et erobringstogt mod England, som aldrig blev til noget, hvorefter han gav sig til at opkræve bøder fra deltagerne. I 1086 blev han myrdet under et oprør.

En af hans brødre og efterfølger som konge, Erik Ejegod, fik imidlertid paven til at kanonisere sin dræbte bror Knud og dermed gøre ham til helgen, og derved kom det til at se ud, som om Gud gik ind for alt, hvad Knud den Hellige havde foretaget sig. Formentlig fik Erik Ejegod også indført tiende i Danmark og dermed lå vejen åben for, at landet i 1103 eller 1104 kunne få sit eget ærkebispesæde i Lund i Skåne. Ærkebispeværdigheden omfattede i første omgang også Norge og Sverige. Den første ærkebisp blev Asser af Trundslægten. Erik Ejegod døde på Cypern i 1103 undervejs til Jerusalem på pilgrimsfærd kun fire år efter, at Det Første Korstog havde erobret Det Hellige Land for de kristne.

Herefter synes at være fulgt en nogenlunde stilfærdig konsolideringsperiode under kong Niels. Dette må nok forstås sådan, at de magnatslægter fra perioden, som vi kender, såsom Trundslægten, Hvideslægten, Bodilsønnerne og nogen, vi ikke kender noget særligt til, holdt hinanden i balance. Denne balance gik imidlertid tabt efter, at kong Niels' søn, Magnus, myrdede Erik Ejegods søn, Knud Lavard i Haraldsted Skov i 1131.