Højmiddelalderen, ca. 1050-1340

Kultur og dagligliv

Forfatter

Anders Bøgh

Kristendommens voksende indflydelse fik efterhånden gennemgribende betydning for alle menneskers liv. Ved en af de vigtigste begivenheder i den katolske kirkes historie overhovedet, Det 4. Laterankoncil i 1215, blev det blandt mange andre vigtige ting fastslået, at alle kristne skulle skrifte deres synder for en præst mindst én gang om året, og hemmelig ægteskabsindgåelse blev forbudt. Tværtimod skulle kommende bryllupper annonceres på forhånd af sognepræsten, hvorefter der kunne gøres indsigelse, hvis parterne fx var for nært beslægtede efter kirkens opfattelse. Med forbuddet mod hemmelige ægteskaber kunne man undgå, at kirkens mange regler omkring ægteskab og seksualliv blev omgået.

Sidstnævnte kan betragtes som kulminationen på en lang udvikling, hvor kirken havde bekæmpet enhver form for seksuel udfoldelse, som ikke foregik i et livslangt ægteskab med det ene formål at avle børn. Ægteskabet var indstiftet af Gud og opfattedes således som et såkaldt sakramente fra senest 1184. Til dette kom, at ægteskabet skulle bygge på begge parters frivillige samtykke, og at personer, som var for nært beslægtede med hinanden, ikke måtte indgå ægteskab. Et væsentligt formål med dette var at bekæmpe, at fyrster og stormænd skiftede deres ægtefæller ud i takt med, at de skiftede alliancer, idet det var sædvane at besegle en alliance med et ægteskab. Hermed håbede kirken altså at kunne gøre Europa fredeligere ved at gøre politiske alliancer mere faste og permanente. Imidlertid greb dette jo ind i alle voksne menneskers liv; også fordi alle retssager om ægteskaber og ulovlig sex skulle foregå for de kirkelige domstole, da ægteskabet jo så at sige var guddommeligt.

Samtidig betød det, at alle mennesker skulle skrifte mindst én gang om året, at kirken i høj grad fik kontrol over befolkningen. Skriftemålet betød, at man over for en præst skulle redegøre for alle de synder, man havde begået siden sidst. Man blev så pålagt forskellige former for bod afhængig af syndernes karakter/størrelse. Når dette var foretaget, kunne man så regne med kirkens og dermed Guds tilgivelse. Imidlertid var der efterhånden så mange muligheder for at synde, at det kunne være svært eller umuligt at huske dem alle. Det ville der så blive taget hånd om efter døden i Skærsilden, hvor ikke 'afregnede' synder blev straffet på det grusomste. Kravet om samtykke i forbindelse med indgåelse af ægteskab gav i princippet kvinder en vis beskyttelse mod tvangsægteskaber. Imidlertid blev, i hvert fald i højere kredse, de fleste piger gift så tidligt, at spørgsmålet om deres frivillige samtykke næppe havde den store betydning. Af de børn, de siden fik, døde antageligt i gennemsnit hvert tredje, inden det blev voksent, og et stort antal kvinder døde sammen med deres børn i barselssengen.

Arbejdsdelingen mellem kønnene var skarp i middelaldersamfundet. Imidlertid rådede hustruen lige så suverænt inden for sine områder, som husbonden inden for sine. Landskabslovene regnede det tydeligvis for husfruens værdighedstegn, at hun bar husets nøgler på sig, og i norske middelalderlove truedes manden ligefrem med straf, hvis han fratog sin hustru husets nøgler. De færreste bedrifter lod sig opretholde ret længe uden en husmoder såvel som en husbond, så enker og enkemænd måtte hurtigt gifte sig igen - eller gå på aftægt/pension.

Den voldsomme kirkebygningsaktivitet, især i 1100-tallet, betød, at den internationale romanske byggestil vandt indpas i Danmark med stenbygninger med runde buer og i en vis udstrækning såkaldte tøndehvælv. Byggematerialet var i starten især kildekalk eller frådsten; det kalkindhold fra vand, som udfælder sig dér, hvor underjordiske kilder springer frem og møder luftens ilt. Efterhånden vandt mere eller mindre tilhuggede granitsten opsamlet i det omkringliggende landskab indpas. Fra ca. 1170 blev byggematerialet i stadigt voksende grad teglsten (mursten), da man havde lært sig kunsten at brænde disse. Indvendigt blev kirkerne udstyret med romanske kalkmalerier, og ofte blev de både ind- og udvendigt udstyret med fornem granitskulptur i den ophøjede, symbolprægede romanske stil.

Den romanske billedstil gjorde sig også fornemt gældende i den bogkunst, som vandt indpas med kirken og skriftkulturen. Kirken måtte have bøger for at gudstjenesten kunne foregå på rette måde, og dens tjenere måtte kunne læse og skrive tidens skriftsprog, som var latin, hvis de skulle kunne passe deres arbejde. Herfra bredte skriftkulturen sig til den kongelige administration samtidig med kirkens konsolidering i Danmark ca. 1060. Skriften gjorde det betydeligt lettere at udøve magt over geografiske og tidslige afstande. Kongens administration var derfor præget af gejstlige skriftkloge gennem det meste af middelalderen.

Skrift- og bogkulturen betød også, at der kunne produceres litteratur i Danmark. Vigtigst var den bølge af historieskrivning, som startede med levnedsskildringer om Knud den Hellige kort før 1100. Siden fulgte den såkaldte Roskildekrønike i slutningen af 1130’erne, Svend Aggesens krønike fra ca. 1185 og endelig Saxo’s monumentale værk, Danernes Bedrifter (Gesta Danorum), som blev færdiggjort i begyndelsen af 1200-tallet, samt forskelligt andet. Krønikerne kan ses som udtryk for en kamp om, hvorledes den stærke samfundsudvikling efter vikingetiden skulle opfattes, og som udtryk for en kulturopblomstring, der givetvis har været fremmet af stolthed over de udenrigspolitiske bedrifter i slutningen af 1100-tallet.