Højmiddelalderen, ca. 1050-1340

Kongemagtens opløsning ca. 1300-1340

Forfatter

Anders Bøgh

De store vanskeligheder, som kongemagten mødte, førte til en gradvis udhuling af dens økonomi. Svaret på dette blev efterhånden en stadigt øget optagelse af lån mod sikkerhed i forskellige dele af riget. Dette førte til nye vanskeligheder med især de udenlandske fyrster, som ved at yde kongen lån fik andel i riget. Til slut i 1332 var hele riget overdraget til kreditorer og kongemagten gået totalt fallit.

Erik Menveds svar på det kaos, der omgav ham, var at føre en offensiv udenrigspolitik både mod nord og mod syd. Vigtigst var hans kostbare, men ikke helt uefne forsøg på at skaffe sig magt og indflydelse i de stærkt voksende nordtyske byer med Lübeck i spidsen. Her var der masser af penge, og jo flere af dem kong Erik kunne få fingre i, jo større var hans muligheder for politisk fremgang ude og hjemme.

Kongedømmets største problem var, at indtægterne langtfra stod mål med udgifterne. Krigsførelse var meget dyr, ikke mindst da den i høj grad foregik ved hjælp af lejetropper; bl.a. fordi herremændene efterhånden blev upålidelige deltagere i kongens krige. Og med den tiltagende uro blev det i stigende grad nødvendigt at beherske riget fra stenbyggede borge med faste garnisoner. Samtidig var de faste skatteindtægter stærkt aftagende. Godsejerne havde fået overladt skatterne af alle deres undergivne, og dertil kom, at de bønder, som selv ejede deres jord, selvejerbønderne, i stort omfang opgav deres ejendomsret for at blive fæstebønder. Dermed overgik deres skattebetaling til deres nye herre, og det er muligt, at 'skattetænkningsarrangementer' har spillet en rolle i denne sammenhæng; vigtigst var dog nok, at urolige tider gjorde det stærkt påkrævet for bønderne at finde sig en værner/beskytter.

Erik Menved forsøgte i vidt omfang at kompensere for de svigtende faste indtægter ved at opkræve ekstraordinære skatter af bønderne, uanset hvem de tilhørte. Dette førte imidlertid til oprør; i 1313 rejste således både bønder og herremænd sig i Jylland. Da oprøret med stort besvær var nedkæmpet, måtte de oprørske udover at betale en gevaldig bøde/ekstraskat opføre fire borge, hvorfra der fremover kunne holdes styr på dem.

Erik Menved så sig således især i slutningen af sin regeringstid i stærkt stigende grad nødsaget til at finansiere sine krige ved lån. For et lån skulle der stilles sikkerhed og betales renter. Dette klarede man ved at overlade et landområde til långiveren som pant, og så kunne han selv opkræve de kongelige indtægter i området og derved få sit lån forrentet. Långiverne var udenlandske fyrster og hjemlige stormænd. Ved Erik Menveds død i 1319 var således hele Skåne og Fyn og adskillige borge med tilliggende landområder pantsat.

Dette gjorde det mildt sagt ikke lettere for broderen, Christoffer 2., som i 1320 blev valgt til Erik Menveds efterfølger. Jo mere der var pantsat med tilhørende kongelige indtægter, jo vanskeligere blev det at betale gælden tilbage.

Som betingelse for sit valg blev Christoffer afkrævet en håndfæstning af stormændene. Hermed var der skabt et mønster, som med få undtagelser skulle gøre sig gældende helt frem til enevældens indførelse i 1660. Håndfæstningen startede med at bekræfte og udvide alle bestående privilegier/forretigheder for forskellige stænder eller samfundsgrupper. Dermed kom den til at danne den formelle indgang til stændersamfundet, som på dette tidspunkt var karakteriseret ved, at befolkningen var opdelt i fire stænder: Gejstlighed, herremænd/godsejere, købmænd og bønder, som så ikke mindst lod sig adskille ved indholdet i og mængden af de privilegier, kongemagten havde givet dem i tidernes løb. Derudover indskrænkede håndfæstningen kongemagtens råderum på en lang række områder til fordel for det verdslige og gejstlige aristokrati. Kongen måtte således ikke gå i krig eller give love uden samtykke af "rigets stormænd", og alle nye afgifter, der var opfundet efter 1241, skulle afskaffes. Herremændene var herefter kun forpligtede til at gå i krig indenlands, og kun mod at kongen dækkede alle udgifter. Derudover søgte håndfæstningen at sikre, at i praksis kun indenlandske stormænd fik adgang til at deltage i rigets styre og administration. Endvidere måtte Christoffer forpligte sig til at betale al kronens gæld til indenlandske kreditorer. Christoffer valgte imidlertid i det store og hele at forsøge at klare sig med militære midler mod sine kreditorer med det forudsigelige udfald, at de inden- og udenlandske kreditorer slog sig sammen om at erstatte Christoffer med hertug Valdemar af Slesvig. Den nye kong Valdemar 3. måtte som betingelse for valget gå ind på en endnu skrappere håndfæstning. Han var imidlertid et barn på 10 år, så den egentlige magthaver blev hans morbror og formynder, grev Gert (Gerhard) af Holsten.

Herefter delte kreditorerne det meste af rovet. Blandt disse var udover grev Gert også hans fætter, grev Johan af Holsten. Resultatet blev et kaos af plyndrende holstenske borgherrer og oprørske danske bønder og herremænd. På et tidspunkt valgte grev Johan at støtte kong Christoffers genkomst med det resultat, at den unge kong Valdemar blev trukket tilbage. Grev Johan tog sig godt betalt for sine tjenester, og da Christoffer forsøgte at fordrive grev Gert med militærmagt, led han et smertefuldt og meget kostbart nederlag. Da døden indhentede Christoffer i 1332 var han i realiteten blot konge af et hus i Sakskøbing. Der var ingen reelle muligheder for at vælge en ny konge, da landet var delt mellem de to grevefætre, et par mindre udenlandske panthavere og den svenske konge, som efter et oprør i Skåne havde købt pantet i landsdelen af grev Johan i 1332. Kongemagtens fallit var total, og landet var formelt og reelt uden konge i otte år til 1340. Det betød så også, at landet manglede enhver form for central styring. Kongemagten med dens centrale og lokale administration eksisterede jo ikke mere. Der afholdtes ikke Danehoffer, det fremvoksende kongelige råd, senere kaldet rigsrådet, ophørte med at eksistere, og noget tyder endda på, at herremændene mistede deres skattefrihedsprivilegier. De holstenske panteherrer medbragte deres egne folk, underentreprenører og krigsfolk, og havde ikke meget brug for indenlandske håndlangere. Retsvæsenet fungerede dog fortsat, da panteherrerne ikke ville gå glip af de bødeindtægter, som dette kastede af sig.

Som et næsten symbolsk udtryk for kongemagtens fallit standsede al produktion af mønter vest for Øresund ca. 1330, efter at mønterne i mange år forinden havde mistet stadig mere af deres (metal)værdi. Danskerne måtte herefter ikke alene lyde udenlandske herrer, men også bruge udenlandsk mønt.  

Segl for grev Gert (Gerhard 3.) af Holsten (ca. 1292-1340).
Segl for grev Gert (Gerhard 3.) af Holsten (ca.
1292-1340). På skjoldet bærer den drabelige kriger
Holstens våbenskjold, som skal forestille et blad af
en (brænde)nælde. Fra Wikimedia Commons.