Højmiddelalderen, ca. 1050-1340

Kongemagt og retsudvikling

Forfatter

Anders Bøgh

I løbet af højmiddelalderen tiltog kongemagten og kirken sig gradvist mere magt over lovgivning og retshåndhævelse. Dette var en langsommelig proces, hvor den tidligere sædvaneret med tiden i voksende grad blev afløst af egentlig lovgivning og stridigheder i voksende grad blev afgjort ved domstolslignende instanser.

I det forholdsvis righoldige kildemateriale vedrørende Knud den Hellige kan vi se, at befolkningen i det område, hvor den evigt rejsende konge og hans hof opholdt sig, var forpligtet til at sørge for forsyningerne. Endvidere fremgår det, at kongen havde ret til en afgift af grundene i byerne og til visse retsbøder. Blandt disse var den meget store såkaldte fredkøbsbøde, som man måtte betale for at få sin fred igen, når man var blevet dømt fredløs, og en bøde for at forlade et ledingstogt uden tilladelse. Under hans bror kong Niels fremgår det, at kongen havde ret til såkaldt danefæ, det som ingen ejer; vigtigst her var arven efter folk, som ikke havde arvinger. Lidt senere ser vi, at kongen havde ret til torveafgifter i byerne. Hertil kom så forholdsvis store indtægter fra udstedelse af mønter og indtægter fra krongodset. Endelig havde kongen i én eller anden udstrækning ret til at udskrive arbejdsydelser fra befolkningen.

Kongen var desuden øverstbefalende i krig og havde dermed kommandoen over rigets officielle militærmagt, ledingen, hvortil kom kommandoen over hans hird af elitekrigere. Ledingssystemet kender vi ikke meget til førend i slutningen af Valdemarstiden. Da var forpligtelserne til udrustning af skibe og opstilling af mandskab fordelt udover landet efter et sindrigt system. Man har beregnet den samlede ledingsflåde til ca. 700 skibe med en besætning på ca. 30.000 mand. Dette var et formidabelt magtinstrument for kongen, hvis han ellers kunne få det til at makke ret, hvad der langtfra altid var tilfældet.

I løbet af 1100-tallet kom krigsførelse til hest imidlertid til at spille en stadig voksende rolle, hvorved ledingens bondeopbud blev af noget mindre interesse. I stedet kom vægten til at ligge på herremændene, som havde den økonomiske baggrund for at møde fuldt rustet til hest. Det blev da nærliggende at lade bønderne betale for at slippe for at drage i krig. Hermed opstod ledingsskatten, som efterhånden blev en fast skat, der blev pålignet landbrugsjorden, så man betalte i forhold til, hvor meget jord man dyrkede. Nogenlunde samtidig opstod en anden skat, kaldet stud, hvis oprindelse ikke er ganske klar. Herremændene blev fritaget for at betale disse skatter, idet den jord, de selv eller deres forvaltere (bryder) dyrkede, var skattefri, hvorimod den jord, de udlejede til landboer (fæstebønder) var skattepligtig.

Vi har ikke meget grundlag for at vide noget om, hvor gamle de fleste af de nævnte kongelige rettigheder var. Imidlertid kan vi se, at forestillinger om kongelige regaler, forrettigheder, havde vundet indpas.  Det samme gælder forestillinger af gejstlig oprindelse om fredslovgivning: At visse typer af vold udøvet under særlige omstændigheder skulle belægges med bødestraf, og at kongen skulle indkassere bøderne.

Baggrunden for dette var et system, hvor hævn og fejder normalt var den eneste sanktion for forbrydelser eller retsbrud. Man kunne dog naturligvis indgå forlig og betale erstatning til den skadelidte part. Imidlertid kunne stridende parter også blive presset til at afgøre deres mellemværender. Dette ville så normalt foregå offentligt på et ting, hvor den anklagede kunne gå til bekendelse eller fri sig for anklager via procedurer som aflæggelse af en såkaldt benægtelsesed med et varierende antal mededsmænd, der svor på, at anklagede var en person, man kunne stole på eller jernbyrd, der indebar, at den anklagede skulle bære glødende jern og kunne fri sig fra anklagen, hvis hænderne ikke tog skade af dette. Der fandtes således ikke nogen egentlige dommerfunktioner i dette system, ligesom man heller ikke forestillede sig nogen lovgivende funktion i vor forstand af ordet.

De overordnede retsprincipper byggede enten på sædvanen eller på forestillinger om, hvad den af Gud indstiftede evige retfærdighed gik ud på. Dette sidste fremgik et langt stykke ad vejen af den internationale kirkeret, kanonisk ret, der udviklede sig stærkt fra slutningen af 1000-tallet. Efterhånden som kirke og konge fik større indflydelse, kunne man således gå ind og argumentere for, at forskellige dele af den nedarvede sædvaneret ikke var i overensstemmelse med den guddommelige retfærdighed. På denne måde kunne kongen og kirken, via en række kompromiser, få drejet retsreglerne i en retning, som passede bedre til et middelalderligt magtsystem. Med tiden vandt den tanke indpas, at kongen havde ansvaret for opretholdelse af freden i samfundet, hvorfor alle brud på freden i princippet var belagt med hødestraf, ligesom man nåede frem til, at i hvert tilfælde visse sager skulle afgøres af særlige nævn, således at man i en vis udstrækning fik noget, der lignede domstole. Samtidig blev jernbyrden afskaffet som bevismiddel. Det forhindrede dog ikke, at private fejder florerede hele middelalderen igennem.

Henimod år 1200 var der sket så mange ændringer i retssystemet, at nogle gejstlige efterhånden fandt det praktisk at samle, nedskrive og formentlig ved samme lejlighed ændre lidt på en del af de gældende retsregler. Resultatet af dette blev de såkaldte landskabslove med lidt forskellige retsregler for de forskellige "lande", som riget var opdelt i. Hvert "land" havde sit landsting: I Lund for Skåne, Halland og Blekinge, i Ringsted for Sjælland og omliggende øer, i Viborg for Jylland og Fyn. Derudover fandtes der så et ting i hvert af de ca. 200 herreder, landet var opdelt i. Den yngste og mest avancerede af landskabslovene var Jyske Lov, som blev udstedt på Valdemar Sejrs foranledning i 1241 og vedtaget af landstinget i Viborg. Dermed blev Jyske Lov den eneste af landskabslovene, som blev vedtaget officielt. Og hermed havde man fastslået en procedure for lovgivning i form af aftaler mellem konge og folk, hvor begge parter havde vetoret. Dog fastslog Jyske Lov udtrykkeligt, at lovregler, som stred mod Gud, skulle ændres.

 

Forskellige ting kunne tyde på, at meningen havde været, at Jyske Lov skulle have været en landsomfattende lov gældende i hele riget. Kort efter lovens udstedelse døde Valdemar Sejr imidlertid, og det skulle herefter hurtigt vise sig, at kongemagten mistede den autoritet, der skulle til for i større omfang at ændre på nedarvede retsregler. De forskellige landskabslove – dog efterhånden med en hel del tilføjelser – kom til at gælde helt til 1683.

Middelalderlig nordisk tingforsamling
Det eneste eksisterende billede af en middelalderlig nordisk tingforsamling under
åben himmel findes i værket 'De nordiske folks historie' skrevet af svenskeren
Olaus Magnus på latin og udgivet i Rom i 1555. På billedet ses de såkaldte
stokkemænd - således kaldet, fordi de sad på stokke/bjælker. Deres opgave var at
bevidne, hvad der foregik på tinget. Hvis de kunne bevidne, at alt var gået rigtigt
for sig, var deres mundtlige eller skriftlige vidnesbyrd således bevis for, hvorledes
en sag var faldet ud. Tingstokkene, var i hvert fald i Danmark normalt arrangeret i
en firkant, hvor stokkene lå på nogle dertil anbragte sten. Billede fra Olaus
Magnus' Historia de gentibus septentrionalibus', 1555.
En håndskrevet side fra den ældste eksisterende afskrift af Jyske Lov fra ca. 1276
En håndskrevet side fra den ældste
eksisterende afskrift af Jyske Lov fra ca. 1276.
Fra Det Kongelige Bibliotek.