Højmiddelalderen, ca. 1050-1340

Kirke og gejstlighed

Forfatter

Anders Bøgh

I løbet af højmiddelalderen kom kirken for alvor til at spille en rolle i alle danskeres liv. Stenkirker blev spredt ud over hele landet, og forskellige kirkelige institutioner kom til at eje en forbløffende stor andel af landets jord.

Grundenheden i kirkeorganisationen var sognet. Til hvert sogn hørte en kirke, og efterhånden som der blev bygget flere kirker, opstod der tilsvarende flere sogne. Omkring 1250 var der bygget henimod 3.000 sognekirker i landet, efter ca. 1100 blev de alle bygget eller ombygget i sten. I de fleste tilfælde var det nok stormænd, der stod bag denne kolossale og imponerende indsats. De fleste sogne havde så en præst, som vanligvis ernæredes af en bondegård – præstegården – og den tredjedel af tienden, som tilfaldt præsten. Ovenover befandt sig så bisperne og de domkapitler bestående af kanniker, som knyttedes til domkirkerne. Bispestolene og domkapitlerne kom efterhånden til at eje meget store mængder af jordegods. Ved middelalderens slutning ejede Roskildebispen således noget i retning af 1/6 af Sjællands jord, mens ærkebispen i Lund var endnu rigere.

Til bispernes magt hørte også en domsmagt, som i første omgang kunne bruges til at forsøge at sikre, at kirkens regler blev overholdt indadtil. Fra slutningen af 1000-tallet skete der en betydelig oprustning og systematisering af kirkens retssystem, den såkaldte kanoniske ret. Paverne skaffede sig hermed en betydeligt større magt over den internationale kirkeorganisation, og den pavelige lovgivning blandede sig i stadig flere ting. Blandt kirkens vigtigste opgaver var at bekæmpe synd, og dermed åbnede der sig store muligheder for, at den kirkelige lovgivning og domsmagt kunne beskæftige sig med næsten hvad som helst. Det magtmiddel, som den kirkelige domstolsvirksomhed byggede på, var kirkens mulighed for at lyse folk i band, at afskære dem fra enhver forbindelse med kirken, hvormed man også mente, at de var afskåret fra forbindelse med Gud. Ca. 1130 blev det officielt anerkendt, at gejstlige kun kunne retsforfølges for gejstlige domstole, og ca. 1170 blev der vedtaget såkaldte kirkeretter på landstingene i Skåne og på Sjælland, som havde karakter af aftaler om, hvorledes den kirkelige domstolsvirksomhed skulle praktiseres.

De ledende folk i kirken, især bisperne, fik med tiden forbløffende omfattende uddannelser som forudsætning for at de kunne nå til tops. Dette hang sammen med de fremvoksende universiteter, hvor Paris og Bologna var pionerer. Begge steder var der danske studerende, men især i Paris, hvor en lang række danske stormandssønner opholdt sig i årevis og dannede netværk med Europas førende gejstlige og hjembragte det nyeste nye indenfor videnskab og kultur. Dette gjorde dem bl.a. selvskrevne til at arbejde i den kongelige administration, inden de endte på et bispesæde eller anden toppost, fx i domkapitler. Ved disse oprettedes med tiden katedralskoler, hvor den lavere gejstlighed fik sin uddannelse. 

Til den middelalderlige katolske kirke hørte også klostervæsnet. De første klostre var tilknyttet domkirker og lignende vigtige kirker. I løbet af 1100-tallet grundlagdes en lang række såkaldte herreklostre, der som oftest var placerede på landet, hvor de blev herrer over store mængder jordegods. Herreklostrene, i starten fortrinsvis munkeklostre, men efterhånden også nonneklostre, blev grundlagt af medlemmer af kongeslægten, bisper og nogle af de allerrigeste godsejerslægter. Meningen med dem var bl.a., at de skulle bruges som begravelsessteder, uddannelsessteder og opholdssteder for stifterne og deres efterkommere.

Efter 1230 dukkede en anden type klostre op i landet, de såkaldte tiggermunkeklostre. Disse blev alle placerede i byerne og måtte bortset fra selve klosteret og dets kirke med udstyr ikke eje noget, hvorfor munkene skulle leve af gaver fra befolkningen.

Med undtagelse af tiggerklostrene besad alle disse gejstlige institutioner jordegods. Mængden af jordegods steg kraftigt middelalderen igennem - dels som følge af fortsatte gaver fra de, der havde noget at give væk af, og dels ved at de rigeste institutioner foretog store opkøb. Alt i alt regner man med, at gejstlige institutioner ved middelalderens udgang besad lidt mindre end 40% af alt jordegods i landet. Man har anslået, at der i Europa i 1200-tallet var ca. én gejstlig for hver 300 mennesker (ca. 0,3 %) - overført til danske forhold giver det rundt regnet 5.000 gejstlige.

Domkirken i Lund. Foto: BioPix.
Stolerækker i eg fra 1300-tallet i Lunds Domkirke. Foto: BioPix.