Højmiddelalderen, ca. 1050-1340

Indre og ydre magtkampe 1241-ca. 1300

Forfatter

Anders Bøgh

Kong Erik Plovpenning fik snart de indbyggede konfliktmuligheder i samfundssystemet at føle. Hans yngre brødre var ikke tilfredse med de rettigheder, de havde fået i deres fyrstelen, hvilket snart førte til krigeriske forviklinger. Det endte med, at kong Erik blev dræbt på foranledning af sin bror, Abel, der var hertug i Slesvig. Herefter efterfulgte Abel ham som konge, til han kort efter faldt i krig. Derefter greb den tredje bror, Christoffer magten, mens Abels søn måtte nøjes med at være hertug i Slesvig. Dette skulle vise sig at føre til et langvarigt modsætningsforhold mellem Abels og Christoffers efterkommere, og da der som regel var to mulige kongsemner fra hver sin slægtsgren, var der rig anledning for både indenlandske stormænd og udenlandske magter til at puste til ilden.

Men også nogle af bisperne mente, at de havde krav på mere, end de havde. Dette gjaldt især de to rigeste bisper, ærkebispen og Roskildebispen. Efter et forspil under Erik Plovpenning brød stridighederne for alvor ud under ærkebisp Jakob Erlandsen fra 1254, hvorefter de stod på til ærkebispens død i 1274. Kort sagt ønskede ærkebispen og Roskildebispen at få samtlige kongens rettigheder i forhold til deres undergivne og at frigøre sig fra kongens overhøjhed i verdslige sager. I realiteten ønskede de altså at blive selvstændige fyrster som mange af deres kolleger længere sydpå. Striden stod især om grænserne for bispernes domsmagt og om deres militære forpligtelser i forhold til kongen. I sidste ende vandt kongemagten efter mange trakasserier, fordi paven af andre politiske grunde fandt det klogest at støtte kongen.

I mellemtiden var kong Christoffer pludseligt død, hvorefter hans enke, Margrete Sambiria, greb magten i sin umyndige søn Erik Klippings navn. Herefter opstod der store vanskeligheder i forhold til hertugdømmet Slesvig og dets allierede i grevskabet Holsten. I 1261 blev enkedronningen og den unge konge ligefrem taget til fange efter et tabt slag. En tysk fyrste fik dem dog frigivet, hvorefter han fungerede som militærdiktator i Danmark i nogle år. Efter at Erik Klipping blev myndig, vistnok i 1266, kom forholdet til Norge og Sverige til at spille en tiltagende rolle, idet to af Erik Plovpennings døtre var blevet dronninger i disse lande, hvorefter de norske og svenske kongehuse mente, at de havde krav på arv i form af store godsområder i Danmark. Hertil kom, at en indenlandsk stormandsopposition efterhånden begyndte at gøre sig stærkt gældende. Man var især utilfreds med kongens anvendelse af sin domstol, rettertinget, som rask væk dømte folk for majestætsforbrydelse, hvorved de mistede både deres liv og deres gods, hvis de stod kongen i vejen.

I 1282 måtte Erik Klipping bøje sig for stormandsoppositionen og gå ind på Danmarks første håndfæstning. Heri blev der stillet klare grænser op for anvendelsen af det kongelige retterting og for brugen af majestætsforbrydelsesstraffen, ligesom det blev fastslået, at det forhandlingsmøde mellem kongen og de vigtigste stormænd, som efterhånden fik betegnelsen Danehof, skulle afholdes hvert år.

Fire år senere i 1286 fandt man kong Erik myrdet med 56 knivstik i Finderup Lade. Et halvt hundrede år senere mente man at vide, at Erik Klipping "var en gennemført liderlig karl og krænkede stormændenes hustruer". Om han var det, og om det var det, der kostede ham livet, får vi aldrig at vide. Trods talrige anstrengelser kan danmarkshistoriens sidste kongemord ikke siges at være opklaret, selvom det forekommer mest sandsynligt, at den daværende hertug af Slesvig og efterkommer efter kong Abel havde en væsentlig finger med i spillet. Derimod ved vi, at dronning Agnes, der som enkedronning nu kom til magten på sin umyndige søn, Erik Menveds, vegne, fik lederne af stormandsoppositionen med marsk Stig Andersen i spidsen dømt fredløse for mordet. Forinden var disse imidlertid flygtet til Norge, hvorfra de siden deltog livligt i den norske konges angreb mod Danmark.

Fra 1289 kompliceredes den politiske situation yderligere, da Jens Grand valgtes til ærkebisp. Han begyndte snart at hævde nogle af de samme synspunkter, som Jakob Erlandsen havde forfægtet. Atter fulgte langvarige stridigheder, der i 1302 afsluttedes med, at Jens Grand af paven blev forflyttet udenlands, mens kongen skulle betale en større erstatning til ærkebispesædet. Fra 1310 kom der atter en ærkebisp, Esger Juul, som satte sig op mod kongen. Det endte dog foreløbig med, at han måtte flygte til det pavelige hof.

Det var altså brogede forhold, der mødte Erik Menved, da han overtog magten fra sin mor i 1293. Bedre blev det ikke, da hans yngre bror Christoffer fik overladt den sydlige del af Halland som fyrstelen og snart efter begyndte at intrigere med nordmænd og svenskere mod sin bror kongen.

Otto Baches berømte maleri 'De sammensvorne rider fra Finderup efter mordet på Erik Klipping Skt. Cæcilienat 1286' fra 1882.
Otto Baches berømte maleri 'De sammensvorne rider fra Finderup efter mordet på Erik Klipping Skt. Cæcilienat 1286' fra 1882. Fra Wikimedia Commons.
Illustration af mordet på Erik Klipping i 1286 i Finderup Lade ved Viborg. Fra Danmarks historie i Billeder (1898)