Højmiddelalderen, ca. 1050-1340

Herremænd og bønder

Forfatter

Anders Bøgh

Valdemarstidens bemærkelsesværdige indre konsolidering og udenrigspolitiske succeser hvilede på et efterhånden meget stærkt samarbejde mellem kongerne, kirken og de verdslige stormænd. Forudsætningen for samarbejdet med stormændene var, at disse med tiden alle blev kongens mænd eller herremænd, hvilket indebar, at de aflagde en særlig troskabsed til kongen. Med denne ed lovede de at tjene ham trofast i krig med tidens bedste og dyreste militærudstyr samt på anden måde. Til gengæld fik de løn, kaldet sold, for deres tjeneste så længe kongemagten havde råd til det. Udviklingen synes at være foregået på den måde, at flere og flere storbønder i takt med kongemagtens voksende betydning lod sig optage som medlemmer af kongens hird, som havde sit udspring i kongens daglige følge af elitekrigere. Begrebet hird synes dog efterhånden at vige for begrebet herremænd og samtidig blev det fastlagt, at kun kongen, bisperne og de fyrstelige lensmænd måtte have herremænd, mens alle stormænd formentlig tidligere havde haft deres egen hird.

Forudsætningen for, at herremændene kunne anskaffe det kostbare udstyr, som skulle til for at tjene kongen som elitekriger til hest, var, at de besad ganske store godser. De godser, som vi kender fra 1100-tallet, synes at have været meget store gårde bestående af hele og halve landsbyer, som fortrinsvis blev drevet af tjenestefolk, hvoraf mange endnu omkring 1200 var slaver eller trælle. Hvis godsejeren ejede flere sådanne storgårde stod en såkaldt bryde, en forvalter, i spidsen for bedriften. Som nævnt nedenfor fandtes eller opstod der også andre muligheder for at få udbytte af jord, som man ejede.

Herremandsstanden var 'åben' nedadtil, idet der fandtes et lag af frie bønder eller selvejerbønder, hvorfra nye herremænd kunne rekrutteres. I 1100-tallet har der givetvis været et ganske stort antal bønder, som dyrkede arvet jord af større eller mindre omfang. Imidlertid var de mindre selvejerbønders position vanskelig i en tid, der som højmiddelalderen var præget af kraftig befolkningstilvækst. Det voksende befolkningstal førte til stadig formindskelse af brugene via arvedelinger - i mange tilfælde således, at brugene ikke længere kunne brødføde en hel familie.

Disse vanskeligheder kan tænkeligt forklare nogle af de fænomener, vi kan træffe i landskabslovene fra 1200-tallets første halvdel. Lovene interesserer sig bl.a. for det såkaldte brydefællig, hvor en mand dyrker jord, som tilhører en større jordejer, men selv – i hvert fald delvist - ejer huse, husdyr og redskaber, hvorefter man delte udbyttet af driften i forhold til indskuddet. Men det nævnes også, at man kunne blive så fattig, så man kunne blive tvunget til at sælge sin jord og blive landbo. I så fald dyrkede man jord, som tilhørte en anden mod en aftalt afgift. Man blev det, der i senere tider blev kaldt for fæstebonde. Dette synes, som i det øvrige Europa, at have været et relativt nyt fænomen omkring 1200, idet kontrakter om denne form for jordleje kun gjaldt for ét år ad gangen. I øvrigt synes der på dette tidspunkt at have været stærke forestillinger imod, at man overhovedet kunne sælge eller afstå arvet jord. I hvert fald når det handlede om gaver til kirken.

Fra omkring midten af 1200-tallet ser det ud til, at strukturen på de store godser ændredes. Herefter var den typiske struktur, at relativt store såkaldte brydegårde havde mindre landbogårde og små gårdsædestavne tilknyttet. Gårdsædestavnene var det, som senere kaldtes for huse med og uden jord. Beboerne af disse – gårdsæderne – er formentlig trællenes efterkommere i den forstand, at da slaveriet efterhånden forsvandt, fik disse mulighed for at gifte sig og bosætte sig for sig selv. Brydegårdene var for store til at kunne drives af en familie. Til gengæld var landbogårdene for små. Så meningen var, at landboer og gårdsæder skulle levere arbejdskraft til brydegårdene, der herved blev i stand til at yde meget store afgifter til godsejerne.

Højmiddelalderen var således præget af stærkt voksende økonomiske og sociale forskelle blandt jordens ejere og dyrkere.