Højmiddelalderen, ca. 1050-1340

Byer og bybefolkning

Forfatter

Anders Bøgh

Ved vikingetidens udgang ca. 1050 var omkring en halv snes af nutidens byer blevet til. De synes alle at være blevet grundlagt af kongemagten, idet kun kongen kunne sikre den beskyttelse af handel og vareudveksling, som var nødvendig for en by. I øvrigt synes de især at have spillet en rolle som administrative, militære og gejstlige centre, og det var vel netop disse forhold, der betingede, at der var et grundlæggende behov for forsyning med varer udefra samt beskæftigelse til håndværkere i byerne.

Bybefolkningen var tæt knyttet til og underordnet kongemagten. Allerede i 1085 kan vi se, at byboerne betalte en årlig grundafgift til kongen, hvortil kom diverse torve- og toldafgifter. Derudover var kongen lovgiver for byerne. Det, der for alvor kom til at karakterisere en by, var således, at den retsligt set var adskilt fra det omgivende land og havde sin egen lovgivning, ligesom den havde sin egen domstol, bytinget, under forsæde af en kongelig byfoged.

Kongemagten havde således betydelige økonomiske og magtmæssige interesser i byerne, og det blev snart en klar bestræbelse at få grundlagt flere byer. Især efter 1200 gik det stærkt, efterhånden som landet blev mere involveret i den internationale vareudveksling og pengeøkonomi. Omkring 1300 var der da opstået ca. 80 købstæder, langt de fleste af de senere kendte byer i landet. I øvrigt kunne kongen uddelegere sin rolle som byherre til andre, fx. gejstlige institutioner. Mest kendt er, at Roskildebispen blev byherre for København frem til 1417.

Byerne var små, og da de også havde marker og drev landbrug, adskilte mange af dem sig ikke meget fra landsbyer. De havde imidlertid torverettigheder, hvilket tiltrak købmænd og håndværkere. Vi må antage, at højst 10% af landets befolkning boede i byer i tiden op mod 1350.

De fleste indbyggere i byerne var daglejere og håndværkere. Dertil kom købmændene, som udgjorde byernes toplag. De større købmænd, som drev langdistancehandel, var organiseret i gilder. Foruden en lokal organisering i den enkelte by havde eller fik gilderne en landsomfattende organisation under ledelse af kongen. Kongen havde således hånd i hanke med landets udenrigshandel.

Fra slutningen af vikingetiden og frem til begyndelsen af 1200-tallet spillede danske købmænd en efter omstændighederne relativt betydelig rolle i Østersøhandelen med forbindelser også til området omkring Den Engelske Kanal. Efter 1200 blev mere og mere af denne voksende handel overtaget af tyske købmænd fra nygrundlagte byer på Østersøens sydkyst, hvoraf Lübeck var den vigtigste. Til gengæld opstod der et knudepunkt for handelen mellem Østersøområdet og Vesteuropa på dansk grund. Hvert efterår passerede enorme mængder af sild gennem Øresund. Her samledes efterhånden købmænd fra det meste af Nordeuropa for at opkøbe den saltede sild og udveksle de varer, de medbragte. Her kunne så også danske købmænd skaffe sig varer fra fremmede lande. Dette Skånemarked foregik under kongemagtens beskyttelse og blev en væsentlig indkomstkilde for kongen.

Med tiden løsnedes byernes og handelens direkte tilknytning til kongemagten, byerne blev i højere grad selvstyrende, men indtægterne fra byerne spillede fortsat en stor rolle for kongen, ligesom de ydede et væsentligt bidrag til rigets militære magt.