Højmiddelalderen, ca. 1050-1340

Borgerkrigsperioden 1131-57

Forfatter

Anders Bøgh

Drabet på Knud Lavard i 1131 førte til en lang periode, der for det meste var præget af borgerkrig. Umiddelbart efter mordet begyndte Knud Lavards bror Erik Emune at føre krig mod kong Niels om kongemagten. Hertil fik han i begyndelsen hjælp af den tyske kejser, som gerne fiskede i rørte vande, og da ærkebisp Asser i 1134 skiftede side, vandt Erik Emune det skæbnesvangre slag ved Fotevik i Skåne. Her faldt kong Niels' søn Magnus og tre danske bisper, mens en fjerde siden døde af sine kvæstelser. Dette viser, hvor tæt sammenvævet kirkemagten var med kongemagten. Kong Niels undslap med nød og næppe, men blev senere dræbt af borgerne i byen Slesvig.

Erik Emunes regeringstid blev kort og blodig. I 1137 blev han gennemboret af et spyd under et møde på et ting. Herefter var der nogenlunde roligt under hans efterfølger Erik Lam. Da denne trak sig tilbage i 1146, blev Knud Magnussen valgt til konge i Jylland og Svend Eriksen i Skåne og vist også det resterende land. Hermed var kortene givet til en ny runde i borgerkrigen med en efterhånden betydelig indflydelse til den tyske kejser, som den svageste part som oftest appellerede til om hjælp. Et af resultaterne af dette blev, at Danmark blev len under kejseren frem til 1182.

Efterhånden begyndte Knud Lavards søn, Valdemar (den senere Valdemar den Store), med støtte fra Hvideslægten at blande sig i kampen. Efter Blodgildet i Roskilde, som kostede Knud livet, og slaget på Grathe Hede, som kostede Svend livet, fremstod Valdemar i 1157 som borgerkrigens sejrherre.