Fra systemskifte til besættelse, 1901-1940

Udenrigs- og forsvarspolitik

Forfatter

Henning Poulsen

Om den generelle linje i dansk udenrigspolitik var der ingen uenighed. Danmark stod uden alliancemuligheder og fastholdt neutraliteten med særlig vægt på at undgå konflikt med Tyskland. Det gav sig sit mest markante udtryk, da Danmark i foråret 1939 i modsætning til andre tyske nabolande modtog Hitlers tilbud om en ikke­angrebspagt, skønt det lå klart, at tilbuddet var ren propaganda og pagten uden reel værdi. Under 1. verdenskrig 1914-­1918 lykkedes det at få de krigsførende magter til at anerkende den danske neutralitet og også at opretholde samhandel med begge parter. I 1920 tilsluttede Danmark sig det nyoprettede Folkeforbund efter at have sikret sig, at medlemskabet ikke forpligtede landet til at deltage i militære sanktioner.

Derimod var forsvarsspørgsmålet et stridspunkt mellem de to fløje i dansk politik. I 1909 vedtog Rigsdagen en ny forsvarslov, der betegnede det danske forsvar som et eksistensforsvar - dvs. et forsvar, som i tilfælde af krig skulle være i stand til at holde en del af landet, hvilket ville sige Sjælland og i sidste instans København. Ganske vist erkendtes det, at Københavns befæstning, der i årene forud havde været et stridspunkt mellem Venstre og Højre, allerede var forældet, og den blev da også nedlagt ved en ny forsvarslov i 1922. Loven rummede - i takt med den internationale udvikling efter afslutningen af 1. verdenskrig - en nedskæring af hær og flåde, og forsvaret blev nu kun betegnet som et neutralitetsværn, hvis opgave under krig var at hindre militær udnyttelse af dansk territorium.

Socialdemokratiet gik oprindeligt ind for total afrustning, hvor hær og flåde blev afløst af en politistyrke til grænseovervågning og lignende. Siden tilsluttede det sig De Radikales krav om nedrustning, hvor værnene nok blev opretholdt, men i betragteligt nedskåret form. Da de to partier dannede regering i 1929, var de afskåret fra at føre dette forslag igennem, da de ikke havde flertal i Landstinget, men i 1932 lykkedes det dog ved et forlig med Venstre at nå frem til en vis nedskæring af hæren. Den styrke, forsvaret herved fik, bevaredes stort set uændret, da regeringen efter at have vundet flertal i begge ting i 1937 fik vedtaget nye forsvarslove. Baggrunden for, at nedrustningsforslaget blev opgivet, var Hitlers magtovertagelse i Tyskland og den påfølgende tyske oprustning.