Fra systemskifte til besættelse, 1901-1940

Partier og regeringer

Forfatter

Henning Poulsen

Ved århundredskiftet var Venstrereformpartiet det dominerende politiske parti. I de følgende år gled det ret uformelt sammen med Det Moderate Venstre. Til gengæld skilte Hørups fløj sig i 1905 ud og dannede Det Radikale Venstre - først og fremmest på grund af uenighed i forsvarsspørgsmålet, da Venstre gik bort fra sin hidtidige nedrustningslinie. I 1915 dannedes Det Konservative Folkeparti ved en sammenlægning af Højre og De Frikonservative, som efter vedtagelsen af den nye grundlov begge nu erkendte, at den privilegerede valgret var en tabt skanse. I 1920 dannedes på venstrefløjen Danmarks Kommunistiske Parti og i 1930 på højrefløjen Danmarks National Socialistiske Arbejder Parti. Ingen af disse to havde dog ved periodens slutning opnået mere end tre mandater i Folketinget og fik derfor ingen parlamentarisk indflydelse. Det samme gjaldt det georgistisk prægede midterparti, Retsforbundet, som første gang stillede op til folketingsvalget i 1926.

Den største forskydning i det politiske styrkeforhold skyldtes Socialdemokratiets stærke vækst. I 1924 overhalede det Venstre som det største parti, og i 1935 kulminerede det med 46% af stemmerne. Både Venstre og De Radikale måtte notere en betydelig tilbagegang - navnlig i årene efter 1. verdenskrig, mens De Konservative bevarede en position som det tredjestørste parti.

Den første venstreregering under I.C. Christensen blev i 1908 ramt af en skandalesag, da justitsminister P.A. Alberti blev dømt for bedrageri i en sag, der også førte til en rigsretssag mod I.C. Christensen, der havde ladet staten yde Alberti et lån. Skønt han blev frikendt og vedblev at være Venstres stærke mand, var han ikke længere kandidat til statsministerposten. Skiftende regeringer blev i 1913 afløst af det radikale ministerium Zahle, som med støtte af Socialdemokratiet havde flertal i Folketinget.

Ministeriet Zahles afgang i 1920 formede sig dramatisk, da Christian 10 ikke, som skik var, bad det forsætte som forretningsministerium, men i stedet indsatte en upolitisk regering ledet af Otto Liebe. Baggrunden for, at kongen hermed fraveg den parlamentariske statsskik, var dels røret omkring Genforeningen (se nedenfor), der skabte tvivl om regeringens parlamentariske grundlag, dels den nye valglov, regeringen havde fremsat, og som Venstre ville have udskudt til efter det forestående valg, da den ville koste partiet en del mandater. Det skabte en stærk konfrontation, den såkaldte Påskekrise, hvor De samvirkende Fagforbund (DsF) truede med generalstrejke. Udgangen blev, at ministeriet Liebe blev afløst af et andet upolitisk ministerium, der gennemførte den nye valglov.

1920'ernes tre mindretalsregeringer var bestemt af styrkeforholdet mellem på den ene side Venstre og De Konservative og på den anden Socialdemokratiet og De Radikale. Efter valget i 1920 dannede Niels Neergaard en venstreregering med konservativ støtte, og da flertallet skiftede i 1924, dannede den socialdemokratiske leder Thorvald Stauning regering med betinget støtte fra De Radikale. Uenighed om valutapolitikken førte til dens fald i 1926, og efter nyvalg fulgte en Venstreregering under Th. Madsen­-Mygdal, som i 1929 led en tilsvarende skæbne, da De Konservative i utilfredshed med bevillingerne til forsvaret undlod at stemme for finansloven.

Ved folketingsvalget i 1929 skiftede flertallet igen, og der blev nu for første gang i lang tid dannet en flertalsregering af socialdemokrater og radikale med Stauning som statsminister og den radikale P. Munch som udenrigsminister. Med enkelte rokader blev denne regering siddende til 1940. Dens handlefrihed var indtil 1936 begrænset af, at de borgerlige partier endnu havde flertal i Landstinget. Splid mellem dem betød dog, at lovgivningsarbejdet ikke gik i stå, da det gjorde det relativt let for regeringen at indgå kompromis med et af dem.