Fra systemskifte til besættelse, 1901-1940

Den økonomiske udvikling

Forfatter

Henning Poulsen

Perioden var alt i alt præget af økonomisk fremgang. Målt i faste priser blev nationalproduktet tredoblet på de 40 år. Landbruget var stadig det bærende erhverv og tegnede sig for langt hovedparten af eksporten, men også industrien var på vej frem, skønt få troede på, at Danmark uden egne råstoffer kunne blive et virkeligt industriland. Interessen for den industrielle udvikling var mindre end interessen for landbruget, som man særligt søgte at styrke gennem udstykning af herregårds-­ og præstegårdsjord til nye husmandssteder.

Væksten var ikke kontinuert, men svingede med konjunkturerne - alvorligst som følge af den verdensomspændende krise, der udbrød i 1929 og nåede Danmark i 1931. Den var først og fremmest en landbrugskrise, og det danske landbrug, som importerede foderkorn, havde i årene forud nydt godt af, at kornpriserne var lave, og havde foretaget store investeringer i svinestalde. Det hævnede sig nu, da også priserne på smør og bacon dykkede, og mange gårde endte på tvangsauktion.

Byerhvervene klarede sig bedre gennem krisen, og arbejdsløsheden steg her kun i 1932 for derpå atter at falde. Man undgik de bankkrak, der i andre lande spredte krisens virkninger, fordi en ny banklov i 1930 skærpede kravene til bankernes reserver. Bankloven var en følge af, at landets største bank, Landmandsbanken, i 1922 var kommet i så store vanskeligheder, at staten i nogle år havde måttet overtage den. Ikke desto mindre var arbejdsløsheden høj, blandt andet fordi væksten i de erhvervsaktive befolkningsgrupper i 1920'erne og 1930'erne var dobbelt så stor som i de foregående årtier.

Ved århundredskiftet deltog Danmark i den skandinaviske møntunion, som gjorde danske, svenske og norske kroner gangbare i alle tre lande bundet til guldet i samme forhold. Ved udbruddet af 1. verdenskrig blev såvel guldindløseligheden som unionen ophævet. Guldindløseligheden blev genindført i 1925, men forsøg på at genoprette unionen stødte på modstand og blev opgivet, da krisen satte ind. I stedet ophævede Danmark bindingen til guld i 1931, da hovedmarkedet England havde gjort det samme, og kronen blev i flere omgange devalueret. Den stærkeste devaluering kom i januar 1933 ved det såkaldte Kanslergadeforlig, da regeringen bøjede sig for Venstres krav herom mod til gengæld at få lovgivet mod en varslet storlockout – det første statslige indgreb i arbejdsmarkedet.

Den økonomiske politik påvirkede ikke konjunkturerne, men havde karakter af en tilpasning til de skiftende vilkår. Ved udbruddet af 1. verdenskrig blev den liberale handelspolitik afløst af en stram reguleringsøkonomi. Den blev afviklet over de følgende år, men da verdenskrisen satte ind efter 1929, lod den fri udlandshandel sig ikke opretholde. Verdenshandelen kom i 1930’erne til at hvile på tosidede aftaler mellem landene, som skulle sikre, at de købte lige meget af hinanden. Handelsaftalerne gjorde statslige indgreb nødvendige for at styre produktionen. For Danmark gjaldt det navnlig om at dirigere en større part af importen over til England, som var det store marked for landbrugseksporten. Herudover gjaldt det i almindelighed om at begrænse importen i takt med det drastiske fald i verdenshandelen, som prægede disse år.

Det vigtigste instrument til statsregulering blev Valutacentralen, som blev oprettet i 1932 med myndighed til at styre importen af en lang række varer. I praksis overlod Valutacentralen snart afgørelserne om importtilladelser, til brancheorganisationerne. Valutacentralen blev således et skridt på vejen i den proces, der prægede tiden, hvor organisationerne fik stigende indflydelse på statsstyret. Brancheorganisationerne blev inddraget i lovgivningsarbejdet gennem de råd og kommissioner, som forberedte love af betydning for erhvervslivet. Fra 1920 talte de også repræsentanter for fagforeningerne. På den måde kunne man begrænse væksten i den endnu sparsomme offentlige administration. Trods uddelegeringen kom Valutacentralen til at tælle lige så mange ansatte som den øvrige centraladministration tilsammen.

Arbejdsmarkedet var i årene omkring afslutningen af 1. verdenskrig præget af betydelig uro. Arbejderne krævede kompensation for det betydelige fald i reallønnen, der var en følge af krigens stigende priser. I disse år mere end fordoblede fagforeningerne deres medlemstal, og 1919-­20 lykkedes det at få gennemført det gamle krav om en 8­-timers arbejdsdag i byerhvervene. Ved de følgende overenskomster fik en række fagforeninger også gennemført kravet om sommerferie, og i 1938 blev retten til to ugers ferie for både offentligt og privat ansatte gennemført ved lov. Reallønnen steg dramatisk, da landbrugskrisen gjorde fødevarer billige, men faldt derpå gradvist som følge af kronens devaluering i 1933. Reallønnen holdt dog i 1930'erne et højere niveau end i 1920'erne. Sammen med statsindgreb og høj arbejdsløshed var det årsag til, at antallet af arbejdskonflikter i kriseårene faldt til det halve.