Efter den kolde krig, 1989-2008

Velfærdsstaten

Under Schlüter-regeringerne havde stigningen i de velfærdsstatslige ydelser været mindre end tidligere. På sundheds- og uddannelsesområdet var der mellem 1981 og 1992 tale om et udgiftsfald i forhold til BFI (bruttofaktorindkomsten) fra henholdsvis 7 % til 6,2 % og 9,9 % til 7,9 %. Selvom BFI var vokset, havde det givet en del problemer med at få opgaverne løst på et niveau, befolkningen fandt tilfredsstillende. Det gjaldt især for sundhedsområdets vedkommende, hvor Danmark faldt bagud i internationale undersøgelser. Fra 1993 til 2000 blev der tilført sundhedsvæsenet ekstra midler svarende til en årlig realvækst på 2,6 %, således at sundhedsudgifternes andel af de samlede offentlige udgifter nærmede sig 10 % eller mellem 40 og 50 milliarder kroner. I hele perioden 1989-2005 blev nogle få store sygehuse via politiske initiativer gjort større på bekostning af de mindre lokale sygehuse, som fik frataget mange funktioner, samtidig med at deres antal blev reduceret. Selvom der fortsat lød megen kritik af sundhedsvæsenet, skete der en målbar forbedring målt på fx middellevetid.

Det danske velfærdssystem stod sig godt i internationale sammenligninger. En større OECD-undersøgelse fra 2003 godtgjorde, at der i Danmark var mindre ulighed og færre fattige børnefamilier end i næsten alle andre lande, og at prisen herfor var relativt lav. Befolkningen var også overvejende meget tilfreds med den skattebaserede, offentligt drevne velfærdsstat og afviste for de flestes vedkommende snak om en større privatisering af ydelser inden for sundheds-, social- og uddannelsessektoren. Udlicitering af afgrænsede opgaver vandt dog noget indpas og blev mødt med en vis forståelse.

Der var i politiske kredse en stærk bekymring for, at udviklingen hen imod flere ældre og færre erhvervsaktive ad åre ville umuliggøre adgang til overførselsindkomster på det nuværende niveau. Det afgørende for det danske velfærdssystem var dog, at arbejdsløsheden forblev lav, og at statsgælden fortsat blev nedbragt. Den kostede ved årtusindskiftet 50 milliarder kroner i renter og afdrag.

Både beskæftigelsen og udlandsgælden blev nedbragt fra 1990'ernes anden halvdel. Den andel af den samlede danske befolkning, som bidrog til nationalproduktet, var på grund af kvindernes indtræden på arbejdsmarkedet steget fra cirka 46 % i 1960 til et stykke over 50 % i 2000. Det gav et bedre forhold mellem forsørgere og forsørgede end i de fleste andre lande i verden.

Grundlæggende forblev det danske velfærdssystem et omfattende offentligt system, der omfordelte store midler mellem næsten alle de danske borgere. Under VK-regeringen blev stigningstakten i de midler, som blev brugt på den offentlige sektor dog søgt dæmpet til 0,5 % om året. Dette ville over en længere årrække føre til en forholdsmæssig formindskelse af denne og dermed også af det offentlige velfærdssystem over for den private sektor. I 2008 havde private sundhedsforsikringer og private hospitaler antaget et sådant omgang, at det kom til offentlig drøftelse af, om dette truede den lige adgang til sundhedsvæsenets ydelser.