Efter den kolde krig, 1989-2008

Regeringerne frem til 2001

Danmark blev ledet af en VKR-regering mellem 1988 og 1990 og en VK-regering mellem 1990 og 1993 begge med den konservative Poul Schlüter som statsminister. Herefter fulgte tre socialdemokratisk ledede regeringer under Poul Nyrup Rasmussen mellem 1993 og 2001.

Schlüter-regeringens afgang blev temmelig dramatisk, idet den var forårsaget af Tamilsagen. Den konservative justitsminister Erik Ninn-Hansen havde i 1987 beordret et stop for tamilske flygtninges asylansøgninger. Stoppet var imidlertid i strid med lovgivningen, og selvom Ninn-Hansen blev erstattet af H.P. Clausen som justitsminister, besluttede et folketingsflertal at nedsætte en undersøgelsesret for at komme til bunds i sagen. Da undersøgelsesretten den 14. januar 1993 fremlagde sin rapport, stod der i konklusionerne ikke blot, at Ninn-Hansen havde handlet ulovligt, men også at H.P. Clausen og Poul Schlüter havde givet vildledende oplysninger. Statsminister Poul Schlüter indgav øjeblikkelig regeringens afskedsbegæring, men udskrev ikke nyvalg.

Da midterpartierne De Radikale, Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti undsagde deres støtte til en ny borgerlig regering, var vejen banet for en socialdemokratisk ledet regering.

Socialdemokratiet, De Radikale, Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti dannede den 25. januar 1993 en flertalsregering. Statsminister blev Poul Nyrup Rasmussen, som netop i foråret 1992 var blevet formand for Socialdemokratiet efter et dramatisk opgør med den hidtidige formand Svend Auken. Under Nyrup Rasmussens ledelse sad regeringen valgperioden ud, dvs. til 27. september 1994, hvorefter han dannede en ny regering uden Kristeligt Folkeparti, der var gledet ud af Folketinget. I juledagene 1996 forlod desuden Centrum-Demokraterne regeringen på grund af utilfredshed med, hvad de så som dens afhængighed af SF og Enhedslisten. Trods vedvarende rygter om uro mellem de to tilbageblevne partier, Socialdemokratiet og De Radikale, indgik de dog også i regering efter folketingsvalget den 11. marts 1998.

De socialdemokratisk ledede regeringer videreførte på væsentlige områder deres borgerlige forgængeres økonomiske politik, men åbnede alligevel for flere offentlige initiativer. Det lykkedes at nedbringe den foruroligende høje arbejdsløshed, som mellem 1993 og 2001 faldt fra 12,2 % til 5,2 %. Indsatsen på de sundheds-, uddannelses- og forskningspolitiske områder blev styrket, men først og fremmest blev miljøindsatsen opprioriteret, således at miljøministeriet under Svend Aukens lederskab blev voldsomt udbygget.

Under et internationalt økonomisk opsving fra 1996 lykkedes det at bringe udlandsgælden ned, og fra 1998 pegede alle økonomiske nøgletal for første gang siden 1960 i positiv retning. Renten var lav, inflationen ligeledes, beskæftigelsen var høj, statsgælden var bragt i ro, og der var betalingsbalanceoverskud over for udlandet. Tendensen holdt indtil 2002, hvorefter arbejdsløsheden steg noget igen, indtil et nyt fald satte ind i 2005.

Inden for Rigsfællesskabet var forholdet til Grønland forholdsvis gnidningsfrit, selvom grønlandske selvstændighedskrav blev formuleret med større styrke. Forholdet til Færøerne kom derimod på en hård prøve. Færøerne var i 1992 ude i en dyb økonomisk krise, og til gengæld for økonomisk støtte stillede den danske regering krav om stærk indflydelse på den færøske økonomiske politik. I et meget kompliceret spil inkluderende Den Danske Bank bredte der sig på Færøerne en opfattelse af at være blevet bedraget, og sagen og dens udløbere blev et vanskeligt problem for statsminister Poul Nyrup Rasmussen.

På trods af de generelt gode resultater blev Nyrup Rasmussens regeringer hårdt angrebet af den borgerlige opposition, og de førte i mange spørgsmål en usikker politik, der afspejlede regeringspartiernes uenighed på vigtige områder. Det gjaldt især i udlændingepolitikken. Den borgerlige opposition pressede hårdt på for at gennemføre stramninger i indvandringen, og Socialdemokratiet var mere tilbøjelig end De Radikale til at efterkomme kravene. Indvandrerne, som omkring 2000 udgjorde cirka 6 % af befolkningen, indtog for de tre fjerdedeles vedkommende en marginal plads i samfundet uden for arbejdsmarkedet. Udlændingepolitikken blev i 1990'ernes anden halvdel blandt de mest centrale områder i den politiske debat. Dansk Folkeparti, som blev stiftet i 1995, tiltrak sig med sin stærke modstand mod indvandringen til Danmark stor opmærksomhed og mange vælgere.

Danmarks mere aktive udenrigspolitik efter den kolde krigs afslutning resulterede fra 1990 i et stort engagement til fordel for de baltiske landes løsrivelse fra Sovjetunionen. Initiativer andre steder involverende militærbrug fulgte snart efter.

I 1991 deltog Danmark i en krig mod Irak, som havde bred international deltagelse og blev udkæmpet på FN-mandat. Samtlige partier i Folketinget var enige om at fordømme det irakiske overfald på Kuwait, der lå til grund for krigen, og kun SF var imod krigsdeltagelsen. Det danske bidrag blev udstationering af korvetten Olfert Fischer i Den Persiske Golf.

I 1992 besluttede Folketinget at oprette Den Internationale Brigade, DIB, på 4.500 mand til indsættelse i kamp uden for landets grænser. Meningen var, at brigaden skulle stilles til rådighed for FN, NATO eller Organisationen for Europæisk Sikkerhed og Samarbejde (CSCE). Fra 1992 sendte Danmark på FN's opfordring også soldater til Kroatien, hvor de skulle virke fredsskabende i den borgerkrig, der fra 1990 blev udkæmpet i flere af Jugoslaviens områder. I oktober 1998 blev indsatsen i det tidligere Jugoslavien udvidet, da Danmark deltog i en amerikansk ledet NATO-luftkrig, som først efterfølgende blev sanktioneret af FN.