Efter den kolde krig, 1989-2008

Kulturliv i 1990'erne

Populærkulturelle produkter fra især USA og England kom til at præge de nye elektroniske medier, og det smittede også af på danske kunstudøvere. Engelsk som sangsprog blev endnu mere dominerende end i tidligere årtier, og målbevidste satsninger på et internationalt marked fra såvel musikerne selv som deres kommercielle kontakter blev hyppigere. På samme måde blev flere populære blade, magasiner, bøger og film amerikansk-engelsk orienterede i formsprog og indhold. Sideløbende hermed fandt en udviskning af grænserne mellem populærkultur og 'finkultur' sted, og et forholdsvist stort, veluddannet publikum kunne ubesværet bevæge sig mellem tegneserier og kunstudstillinger, tv-underholdning og opera, mode og politik.

Størst publikumsgennemslag fik de danske film - både i biograferne og på tv. Interessen blev befordret af, at Gabriel Axel i 1987 vandt en Oscar for sin filmatisering af Karen Blixens fortælling Babettes Gæstebud og Bille August de næste to år både De Gyldne Palmer i Cannes og en Oscar for Pelle Erobreren. Da Bille August i 1992 nok engang vandt De Gyldne Palmer for Den gode vilje, var den internationale opmærksomhed omkring dansk film efterhånden betragtelig, og det virkede utvivlsomt også befordrende for den videre udvikling. Nyskabende blev først og fremmest Lars von Trier og i kølvandet på ham bølgen af unge dogmefilminstruktører.

Den store interesse, danskerne viste den nationale filmproduktion, hang sikkert ikke kun sammen med den forøgede omtale, de internationale succeser affødte, men også med deres indhold. Filmene kunne være komedier, dramaer eller noget helt andet, og i fortællemæssig henseende var de ofte stærkt prægede af Hollywoods normer. Men fælles for de fleste var, at de behandlede forskellige sider af et dansk hverdagsliv. Filmene havde i høj grad overtaget romanernes tidligere rolle som det vigtigste medium for skildring af samtidens liv.

Der blev stor opmærksomhed på, hvad der var dansk, og hvad der ikke var i takt med, at begreber som "det multikulturelle samfund" eller "det multietniske samfund" vandt udbredelse. Det viste sig derimod vanskeligt at indkredse en særlig danskhed, som kunne udskilles fra andre landes særtræk. Mest succes havde fortalerne herfor på det religiøse område, hvor der var en stigende tendens til at karakterisere den folkekirkelige religionsudøvelse som et specifikt dansk træk. Skønt andelen var dalende, var da også 80% af alle danskere medlem af folkekirken. Heroverfor blev tilhørere til Islam sat. Omkring 170.000 var i år 2000 muslimer, hvilket gjorde denne religion til landets næststørste. Mange indvandrere forholdt sig mere aktivt til deres tro end de fleste danske, og Islam blev den måske væsentligste identifikationsfaktor for de fleste af de store indvandrergrupper.