Efter den kolde krig, 1989-2008

International påvirkning

En vigtig international forandring af betydning for Danmark var revolutionerne i flere kommunistisk regerede østeuropæiske lande i efteråret 1989 og foråret 1990, som blev begyndelsen til enden for Warszawapagten. DDR brød sammen, da landets regering den 9. november 1989 åbnede for borgernes frie adgang til Vestberlin. Mindre end et år efter var DDR indlemmet i Forbundsrepublikken Tyskland. Tilsammen med nedrustningsaftalerne mellem USA og Sovjetunionen betød det, at den kolde krig sluttede. Officielt skete det på et møde i Konferencen om Europæisk Sikkerhed og Samarbejde (CSCE) i København i december 1990. I efteråret 1991 brød også Sovjetunionen sammen og hermed også endegyldigt den kommunistiske ideologi som et betydende fænomen. Herefter var USA verdens eneste supermagt.

Blandt andet som svar på den ændrede magtbalance i Europa søgte EF's medlemslande at binde sig tættere sammen. I december 1991 forhandlede de sig derfor frem til Traktaten om Den Europæiske Union, bedre kendt som Maastricht-traktaten, der i forhold til Den Europæiske Fælles Akt af 1986 yderligere ville betyde en udvidelse af EF's samarbejdsområder samt skabe mere bindende rammer for disse. Det blev markeret ved navneforandringen til Den Europæiske Union (EU).

Vigtigst i Maastricht-traktaten var indførelsen af en Økonomisk og Monetær Union (ØMU), som skulle være et omfattende samarbejde om den økonomiske politik mellem EF-landene til sikring af prisstabilitet, balance i de offentlige finanser, en stabil og lav rente samt stabile valutaer. ØMU'en skulle indføres i tre faser, hvoraf den sidste var indførelsen af en fælles valuta styret af en fælles europæisk centralbank. I forbindelse hermed skulle der også indgås et forpligtende samarbejde omkring medlemslandenes offentlige budgetter.

Maastricht-traktaten indeholdt foruden målsætningen om ØMU'en bestemmelser om inddragelse af flere nye områder i EF-samarbejdet såsom visumpolitik, uddannelse, kultur, sundhed, forbrugerbeskyttelse, industri og udviklingsarbejde samt et omfattende retsligt samarbejde. Miljøpolitikken og forskellige arbejdsmarkedsforhold blev særligt fremhævet som områder, hvor stemmeflertal skulle afløse enstemmighed ved afgørelser. Europa-parlamentet skulle desuden tildeles større indflydelse end hidtil. Endelig indeholdt traktaten en målsætning om udbygning af den hidtil meget begrænsede fælles forsvars- og sikkerhedspolitik inkluderende de udenrigspolitiske aspekter. Den danske EU-politik blev præget af stor usikkerhed grundet de store ændringer og ikke mindst en betragtelig folkelig modstand mod den tætte integration.

Den kolde krigs afslutning resulterede i første omgang i stræben efter kapitalisme og demokrati efter vestlige forbilleder i de tidligere kommunistiske lande og næsten alle steder i den tredje verden, men hurtigt viste nye problemer sig i verdenspolitikken. Først og fremmest blussede mange nationale krige med etniske og religiøse undertoner op, og modsætningsforholdet mellem vesten og den muslimske verden voksede. NATO's rolle under de stærkt forandrede internationale vilkår blev usikker. I begyndelsen af perioden blev der knyttet mange forhåbninger til, at FN kunne spille en større rolle som fredsskaber og fredsmægler end hidtil, men amerikanske interesser i at stå mere frit af internationale forpligtelser forhindrede dette.

For Danmark betød de nye forhold en omlægning af udenrigs- og sikkerhedspolitikken. Den blev mere udfarende end hidtil og blev derfor karakteriseret som "aktiv internationalisme". Den aktive internationalisme havde i 1990'erne som mål at fremme global sikkerhed, sikre demokrati og menneskerettigheder, skabe global økonomisk og social udvikling samt gøre denne økologisk bæredygtig. Fra 2001 blev den i stigende grad begrundet i kamp mod terrorisme. Som en konsekvens af de nye globale styrkeforhold lå Danmark i de konkrete udenrigs- og sikkerhedspolitiske spørgsmål oftest meget tæt på USA.

Der indtraf en skærpelse af den internationale konkurrence og de politiske ønsker om liberalisering af verdenshandelen, og nyliberalistisk økonomisk teori blev styrket. Det ledte til oprettelsen af World Trade Organization (WTO) i 1995, men allerede forinden var friheden for samhandel, kapitalbevægelser og investeringer mellem landene blevet forøget. I Danmark rustede det store erhvervsliv sig gennem omfattende firmafusioner fra 1989, og bevægelsen i retning af større virksomheder og kapitalkoncentration blev yderligere hjulpet på vej gennem privatisering af flere store statslige virksomheder.