Efter den kolde krig, 1989-2008

Danmark og EU

Danmarks forhold til Den Europæiske Union (EU), som trådte i kraft i 1993 på grundlag af Maastricht-traktaten, blev et hovedproblem i dansk politik.

Vedtagelsen af Maastricht-traktaten var meget kompliceret. I Folketinget var alle andre end Fremskridtspartiet og SF i foråret 1992 for traktaten. Den folkelige modstand viste sig alligevel at være meget omfattende, selvom regeringen havde betinget sig en folkeafstemning inden tilslutningen til ØMU'ens tredje fase, og selvom Danmark ikke behøvede at blive involveret i det militære samarbejde. Ved folkeafstemningen den 2. juni 1992 blev Maastricht-traktaten forkastet. Af de 83,1 % af vælgerne som havde afgivet deres stemme, sagde 50,7 % nej mod 49,3 % til ja-siden. Det virkede chokerende på hele EF-samarbejdet.

Senere på sommeren 1992 ændrede SF imidlertid kurs og forhandlede sig med Socialdemokratiet og De Radikale frem til et forlig kendt som Det Nationale Kompromis den 22. oktober 1992. Ifølge dette skulle Danmark tilslutte sig Maastricht-traktaten, hvis det i en genforhandling kunne slås fast, at dansk unionsborgerskab ikke skulle fortrænge det nationale statsborgerskab, at Danmark ikke skulle deltage i ØMU'ens tredje fase og dermed ikke indføre den fælles mønt, at Danmark ikke skulle deltage i den fælles forsvarspolitik eller være medlem af forsvarsalliancen Vestunionen, samt endelig at Danmark kun ville deltage i det retslige samarbejde på mellemstatslig basis, dvs. i et samarbejde mellem suveræne stater.

Den 27. oktober tilsluttede regeringspartierne De Konservative og Venstre, samt CD og Kristeligt Folkeparti sig Det Nationale Kompromis. Af Folketingets partier holdt kun Fremskridtspartiet sig udenfor. Regeringen forhandlede sig på et efterfølgende EF-topmøde i Edinburgh den 12. december 1992 frem til en særaftale for Danmarks unionsdeltagelse i overensstemmelse med Det Nationale Kompromis. Edinburgh-aftalen blev ved en folkeafstemning den 18. maj 1993 vedtaget med 56,7 % af de afgivne stemmer for og 43,3 % imod. I november 1993 blev Den Europæiske Union formelt stiftet med Danmark som medlem.

Endnu en vigtig integrationsbeslutning blev truffet i Folketinget i 1997, da det vedtog fremtidig dansk deltagelse i Schengen-samarbejdet om fjernelse af de indre grænser mellem samarbejdets lande. Kort efter blev et nyt traktatforslag kendt som Amsterdam-traktaten fremlagt den 2. oktober 1997. Selvom det i og for sig ikke indeholdt meget nyt i forhold til Maastricht og Edinburgh, blev det genstand for en ny, hed debat og stor usikkerhed. Folkeafstemningen om Amsterdam-traktaten den 28. maj 1998 resulterede dog i 55 % til ja-siden og 45 % til nej-siden.

Gennem 1990'erne var modstanden mod unionsprocessen vokset blandt borgerlige vælgere - også inden for tilhængerpartierne Venstre og De Konservative - og fra sin stiftelse i 1995 markerede Dansk Folkeparti sig som en konsekvent modstander af EU. Modstanden grundede sig i irritation over EU-bureaukratiet og tvivl om medlemskabets økonomiske fordele samt i bekymring for danskhedens fremtidige kår under medlemskabets nationale suverænitetsafgivelse. Den vigtige folkeafstemning om deltagelse i ØMU'ens tredje fase den 28. september 2000 resulterede derfor i, at 53,2 % stemte nej, mens 46,8 % stemte ja. Valgdeltagelsen ved denne den sjette folkeafstemning om Danmarks forhold til de europæiske integrationsbestræbelser var på 87,4 %. Det var kun overgået af deltagelsen ved den første i 1972, som lå på 90,4 %. Resultatet forhindrede dog ikke, at den danske økonomiske politik fortsat blev tilpasset den europæiske, og heller ikke at det blev under dansk EU-formandskab, at EUs største medlemsudvidelse til dato blev besluttet i december 2002.

En vigtig faktor for den permanente modstand mod EU var de tværpolitiske organisationer, som virkede på området. Den ældste og største var Folkebevægelsen mod EF, som kompromisløst krævede Danmarks udtrædelse af unionen. Efter forkastelsen af Maastricht-traktaten blev den mere realpolitisk indstillede JuniBevægelsen stiftet i efteråret 1992. Disse to organisationer opnåede begge valg til Europaparlamentet og lå i et skarpt konkurrenceforhold.