Efter den kolde krig, 1989-2008

Ændrede levemåder

Mellem 1985 og 2000 voksede befolkningstallet i Danmark på grund af indvandringen med 200.000 mennesker til omkring 5,3 millioner. Hver kvinde fødte i gennemsnit 1,7 barn, hvorfor den gennemsnitlige alder for hele befolkningen steg fra 36,7 år i 1980 til 39,3 år i 2000. Der blev færre børn og flere voksne. Andelen af personer over 65 år ud af den samlede befolkning lå både i 1985 og 2000 på omkring 15%, men der blev flere gamle over 80 år.

Skilsmisser og nye ægteskaber var ligesom singleliv længerevarende tendenser, som blev forstærket igennem 1990'erne. I 1995 levede omkring 2,5 millioner voksne i parforhold og omkring 1,4 millioner alene, dvs. uden partner. Familielivet var ofte præget af komplicerede relationer med mange voksnes krav på børnene og med mange voksne i den nære familie, som børnene skulle forholde sig til. Undersøgelser af singlekultur viste, at de adspurgte satsede stærkt på sig selv i den forstand, at de vægtede deres studier, karrierer, fritidsinteresser og selskabelige samvær med venner højere end de forpligtelser, et tæt dagligt samliv indebar. Et ord som selvrealisering blev ofte brugt som samlende begreb for fænomenet. For de ældre gjaldt det, at mange havde et stort behov for pleje, men andre var ved godt helbred, købedygtige og selvbevidste.

Ungdomslivet med dets associationer til en aktiv, uforpligtende og selvrealiserende tilværelse, men også en ufærdig og søgende identitet, blev en kategori, som man ofte helt op i 50-årsalderen kunne identificere sig med. Der blev i ringere grad end tidligere alderfastlagte livsepoker, hvilket svarede godt overens med nye samfundskrav om "livslang læring" og "omstillingsparathed".

Kvinders placering på arbejdsmarkedet var blevet uanfægtelig, og det samme var idealet om lige ansvar og opgavefordeling mellem mænd og kvinder i forhold til børneopdragelse og husligt arbejde. Særlige mande- og kvindefag eksisterede fortsat i den forstand, at de blev ved med at være stærkt kønsopdelte, men de blev snarere opfattet som levn fra en traditionel tid end som udtryk for en naturlig eller ønskværdig orden. Det var heller ikke længere socialt acceptabelt at udtrykke forventninger til voksnes eller børns evner og muligheder, som blev tilknyttet deres køn. Bestræbelserne for at ligestille kønnene var i mange henseender fuldbyrdet. Der var endda flere unge kvinder end mænd, som fik en uddannelse. Men med hensyn til løn, erhverv og placering i arbejdsmarkedets hierarkier var der fortsat store forskelle i mændenes favør. Efter nogle års stilstand blev der i slutningen af 1990'ernes igen taget hul på debat om kønnenes forhold.

Den ugentlige normalarbejdstid for lønmodtagere var i 1989 37½ time, hvilket var historisk lavt. Til gengæld var antallet af mennesker med bijob og omfanget af sort arbejde i stigning, så befolkningens gennemsnitlige arbejdstid steg snarere end faldt. Fritiden blev i stigende grad udfyldt med skemalagte aktiviteter, og den gennemsnitlige transporttid mellem hjem, arbejde, indkøbssteder og fritidstilbuddene steg stærkt. Danskerne opholdt sig dagligt i væsentlig kortere tid i deres boliger, end de havde gjort tidligere. Boligerne blev til gengæld både større og mere luksuriøst indrettet.