EF og krisetider, 1973-1989

Erhvervsliv og arbejdsmarked

Forfatter

Jørgen Fink

Erhvervsliv og arbejdsmarked

For erhvervslivet var perioden 1973-89 præget af vanskelige vilkår. Økonomien udviklede sig fra oliekrise til oliekrise til kartoffelkur. Ind imellem mildnedes konjunkturerne, men aldrig ret længe ad gangen. I 1970'erne var der en kamp mellem virksomhedsejere og lønmodtagere om, hvem der skulle bære byrderne ved prisstigningerne. Lønmodtagerne fik i kraft af den automatiske dyrtidsregulering kompensation for prisstigningerne, men det fik priserne til at stige yderligere, når dyrtidsreguleringen blev indregnet. Det var en ond cirkel, som fik inflation og renteniveau til at stige. Da der yderligere var valutauro og tilbagevendende danske devalueringer, lå der en usikkerhed i erhvervsklimaet, som ikke fremmede den økonomiske udvikling.

For dansk landbrug havde EF-medlemskabet stået som redningen. Siden sidst i 1950'erne var erhvervet blevet mere og mere afhængigt af offentlig støtte. Man talte om en ventesalspolitik, fordi begrundelsen for støtten var, at landbruget skulle hjælpes gennem de øjeblikkelige markedsvanskeligheder, indtil den dag, da landbrugets to hovedmarkeder, Storbritannien og Tyskland, indgik i et markedsfællesskab med Danmark. Det skete med indtrædelsen i EF, og dermed faldt den danske landbrugsstøtte væk, men kun for at blive afløst af EF's.

Der var store forventninger til de muligheder, EF åbnede for landbruget, og de fik yderligere næring af en betænkning fra 1975 om landbrugets fremtid. I tillid til de prognoser, der blev stillet op, investerede landmændene derfor betydeligt i slutningen af 1970'erne. Mange landbrugsbygninger fik påhæftet en ekstra svinestald. Investeringerne foregik under et højt og stigende renteniveau, og den økonomiske krise fra 1980 ramte derfor landbruget hårdt. Antallet af tvangsauktioner steg. Dertil kom, at landbruget næsten naturstridigt i 1982 blev ramt af mund- og klovesyge. Nærmeste smittekilde befandt sig i DDR. Det ramte øjeblikkeligt den animalske landbrugseksport. Desuden begyndte EF at begrænse sin landbrugsstøtte, og i 1984 indførtes mælkekvoter.

Udviklingen forstærkede tendenserne i landbruget til nedlæggelse af de små brug. Antallet af selvstændige landbrug faldt markant, og de tilbageværende brug blev derfor større. Samtidig kom der en klar specialiseringstendens. De tidligere blandede landbrug blev afløst af kvægbrug, svinebrug eller rent planteavlende brug. Koncentrationstendenserne i landbruget fik sin parallel inden for de forædlingsindustrier, som landmændene ejede på andelsbasis. Mejerisektoren blev præget af, at Mejeriselskabet Danmark (fra 1988 MD Foods), der var oprettet 1970, i slutningen af 1970'erne fik etableret sig som landets suverænt største mejeri. Slagterisektoren gennemlevede lignende koncentrationstendenser, men nåede ikke så langt som mejerierne.

Inden for landbrugsorganisationerne var den vigtigste begivenhed, at husmandsforeningerne i 1976 indtrådte i Landbrugsraadet. Den igangværende strukturudvikling i landbruget gik i retning af stordrift, og husmandsbrugene stod ikke længere som en driftsform, der havde fremtiden for sig.

Med begrænsningen af dyrtidsreguleringen i december 1979 og med suspensionen af reguleringen og indførelsen af fastkursvalutapolitikken i 1982 blev vilkårene forbedret. Til gengæld betød den politiske begrænsning af den indenlandske efterspørgsel fra 1985, at erhvervslivet blev tvunget til at satse mere på eksportmarkederne. På det tidspunkt var forberedelserne til EF's indre marked begyndt at gå i gang, og man begyndte at tale om globalisering som en tendens i den økonomiske udvikling. Ordet blev registreret første gang i 1977, men blev først et almindeligt begreb i 1990'erne.

Industrien havde i løbet af 1960'erne afløst landbruget som landets førende erhverv. Ikke mindst var det lykkedes at oparbejde en betydelig industrieksport, som siden 1963 havde været større end landbrugets. Den øgede usikkerhed, som det økonomiske konjunkturomslag i 1973 betød, fik i første omgang en del af de større industrivirksomheder til at søge en risikospredning gennem en diversificeringsstrategi. Der opstod virksomhedskonglomerater, som kunne sprede sig over meget forskelligartede forretningsområder. Fra midten af 1980'erne ændrede denne tendens sig, idet virksomhederne begyndte at koncentrere sig mere om deres kerneområder. Aktiviteter, der lå uden for det, blev solgt fra, og der startede en fusionsbølge, som led i en tiltagende international arbejdsdeling. Industrien fremstod i 1989 langt mere koncentreret, end den havde været i 1973. De vigtigste hovedgrupper var jern- og metalindustrien, næringsmiddelindustrien og den kemiske industri.

Perioden havde krævet betydelig tilpasningsevne, og ikke alle virksomheder havde kunnet leve op til det. Store firmaer som Superfos, B&W og Ø.K. kom stærkt svækket ud af forløbet, og adskillige måtte standse helt. Skibsværftsindustrien, der havde fine traditioner i Danmark, havde svært ved at møde konkurrencen fra østasiatiske værfter, og store værfter som Nakskov, Helsingør og Aalborg måtte lukke. De mange provinsbryggerier blev udkonkurreret, og kun nogle få som Bryggerigruppen (Ceres-Faxe), Albani og Harboe blev tilbage til at yde Carlsberg-Tuborg konkurrence. Den danske tekstilindustri omkring Herning klarede sig godt trods den hårde internationale konkurrence. Det samme gjaldt de familieejede jyske firmaer, Danfoss, Grundfos, LEGO og B&O. Blandt de nye industribrancher gjorde vindmølleindustrien sig gældende.

Arbejdsmarkedet var i 1970'erne præget af den økonomiske krise med en kamp mellem arbejdsgiverne, der ønskede den automatiske lønregulering afskaffet, og lønmodtagerne, der ønskede den bevaret. I 1975, 1977 og 1979 måtte politikerne finde en løsning på overenskomstafslutningen, da det ikke lykkedes parterne at forhandle sig til en aftale. I 1981 blev forhandlingsformen ændret fra centrale til decentrale forhandlinger, og det førte til et forhandlingsresultat parterne imellem. Det gentog sig i 1983, men i 1985 gik man tilbage til centrale forhandlinger, og de endte resultatløst. Da politikerne så greb ind, udløste det forholdsvis omfattende demonstrationer. Det blev de negative erfaringer fra dette forløb, der startede den proces blandt arbejdsgiverne, som i begyndelsen af 1990'erne fuldstændig ændrede organisationsopbygningen på arbejdsgiverside.

Arbejdstiden faldt gradvis gennem perioden. Den var i 1974 kommet ned på 40 timer om ugen, og den ugentlige arbejdstid blev i 1985 og 1987 yderligere nedsat til 39 og derpå 37 timer. Den fjerde ferieuge var blevet indført i 1974, og den femte kom i 1979.