EF og krisetider, 1973-1989

Det politiske liv i 1970'erne

Forfatter

Jørgen Fink

Forværrelsen af de økonomiske konjunkturer ved oliekrisen 1973 fik sit politiske sidestykke i det såkaldte jordskredsvalg i december 1973. 1/3 af folketingsmedlemmerne blev skiftet ud, og antallet af partier, der var repræsenteret i Folketinget, blev fordoblet fra fem til ti. Tre af dem var nye partier, Fremskridtspartiet, Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti. Det var en usædvanligt voldsom politisk reaktion, som må forklares med skuffede forventninger hos store dele af vælgerne. Kampagnen op til EF-afstemningen i 1972 havde bygget forventninger op om billige forbrugsvarer, men i stedet var der kommet prisstigninger og oliemangel. VKR-regeringen 1968-71 havde vist, at det ikke gjorde den store forskel, hvem af de fire gamle partier der havde regeringsmagten, så mange vælgere stemte på de nye partier.

Valget efterlod det politiske liv næsten lammet. Der var en betydelig rådvildhed både med hensyn til, hvordan det parlamentariske arbejde skulle gå videre, og med hensyn til, hvad man skulle stille op med de stærkt forværrede økonomiske vilkår. Resultatet blev i første omgang, at Venstre dannede en mindretalsregering under ledelse af Poul Hartling. Der var påfaldende få ministre i regeringen (den smalle regering), hvilket signalerede, at regeringen opfattede sin rolle som midlertidig, og at den forholdsvis let kunne omdannes, hvis flere partier på et tidspunkt ville indtræde. Regeringen sad godt et år og udskrev så folketingsvalg til januar 1975. Det blev en stor sejr for Venstre, men førte alligevel til, at regeringen trådte tilbage og blev afløst af en socialdemokratisk mindretalsregering med Anker Jørgensen som statsminister.

Den nye regering førte en slingrende kurs. Den startede med at stimulere økonomien gennem en midlertidig momsnedsættelse, den såkaldte mims, men måtte så slå de økonomiske bremser i gennem september- og augustforlig i 1975 og 1976, som begrænsede købekraften af hensyn til betalingsbalancen over for udlandet. Regeringen fortsatte efter et nyt folketingsvalg i februar 1977, og blev i august 1978 omdannet, idet Venstre nu indtrådte. Det var bortset fra samlingsregeringerne under verdenskrigene første gang, der blev dannet regering hen over midten af dansk politik. Resultatet blev dog ikke vellykket, fordi der var uenighed mellem de to regeringspartier på en række områder. SV-regeringen belastede Socialdemokratiets forhold til fagbevægelsen. Formanden for LO, Thomas Nielsen, var således meget udtalt i sin kritik. Efter et år brød regeringssamarbejdet sammen, og der blev udskrevet valg til Folketinget i oktober 1979. Det vandt Socialdemokratiet, og den socialdemokratiske mindretalsregering fortsatte.

I de sidste måneder af 1979 blev Danmark imidlertid for alvor ramt af den anden oliekrise, som dramatisk forværrede de allerede eksisterende problemer i økonomien i form af inflation og betalingsbalanceunderskud. En fremskrivning af udviklingslinjerne tegnede et meget dystert billede af Danmarks økonomiske fremtid, og finansminister Knud Heinesen sagde, at Danmark bevægede sig mod en økonomisk afgrund. Et regeringsindgreb i december 1979 reducerede befolkningens købekraft mærkbart. Det var begyndelsen til en tilpasning af økonomien, der betød, at bekæmpelsen af inflationen og betalingsbalanceunderskuddet blev sat højere end hensynet til beskæftigelsen.

Regeringen holdt dog ikke fast i sin krisepolitik, men slog ind på en devalueringsstrategi og en beskæftigelsespolitik, der i stigende grad gjorde beskæftigelse til et offentligt anliggende. Denne strategi løb ind i stigende vanskeligheder. Et forsøg på at styrke regeringen gennem et folketingsvalg i 1981 førte til et nederlag. Selvom den socialdemokratiske mindretalsregering fortsatte, var den svækket. Da et forsøg på at sætte sig på den politiske midte ved at invitere Det Radikale Venstre med i regeringen i sommeren 1982 mislykkedes, gav regeringen op og overlod uden nyvalg regeringsmagten til en koalition af borgerlige partier.