EF og krisetider, 1973-1989

Den offentlige sektor

Forfatter

Jørgen Fink

Ved kommunalreformen i 1970 blev antallet af amter og kommuner reduceret. De tilbageværende fik til gengæld stærkt øgede opgaver. Ikke mindst amterne, der nu havde fået status af amtskommuner med en folkevalgt amtsborgmester i spidsen, betegnede en fornyelse af strukturen og overtog med tiden en række opgaver fra staten. Amterne havde tilsyn med kommunerne, og det kunne afføde spændinger mellem de to instanser. For at styrke deres position gjorde begge i stigende grad brug af deres interesseorganisationer, Kommunernes Landsforening (KL) og Amtsrådsforeningen. Landsplanlægningen blev nu sat i system. Der blev indført lokalplaner som et obligatorisk instrument i kommunernes udvikling og regionalplaner som arbejdsredskab for amterne.

Den offentlige administration voksede. Tendenserne fra 1960'erne fortsatte i 1970'erne, og selvom væksttakten ikke kunne opretholdes, voksede den offentlige sektor fortsat i forhold til den private. Det affødte stigende kritik, og Fremskridtspartiet, der var blevet stiftet i 1972, kunne opfattes som først og fremmest en protest mod denne udvikling. Efter regeringsskiftet i 1982 indledtes imidlertid et bevidst forsøg på at begrænse væksten i den offentlige sektor og effektivisere dens arbejde. Der blev nu talt om privatiseringer, dvs. at opgaver, der kunne udføres af private virksomheder, burde overlades til private. De opgaver, der blev tilbage, skulle så vidt muligt løses på markedslignende vilkår. Det var New Public Management, der her begyndte at vise sig.

De største poster på de offentlige budgetter var nu som før social- og sundhedsområdet samt undervisningssektoren. På socialområdet var den vigtigste begivenhed vedtagelsen af bistandsloven i 1975. Den var blevet til under helt andre økonomiske konjunkturer end dem, den kom til at gælde for.

Sygehusvæsenet blev overladt til amterne og blev deres vigtigste opgave. De medicinske muligheder begyndte at løbe fra de økonomiske, og det stillede de politisk ansvarlige over for ubehagelige dilemmaer om hvilke patientgrupper, der primært skulle tilgodeses. De økonomiske hensyn førte til nedlæggelse af en del af de mindre sygehuse under store lokale protester og til en øget arbejdsdeling mellem de tilbageværende.

Arbejdsløshedsunderstøttelsen blev en stor post på de sociale budgetter og en kilde til politisk diskussion. Der blev udviklet en mere differentieret forståelse af arbejdsløshedens årsager og en sondring mellem korttids- og langtidsledige. Der blev indført en jobtilbudsordning i 1977, og i 1982 vedtoges en egentlig jobskabelseslov. Der var imidlertid kritik af arbejdsformidlingens utilstrækkelige effektivitet, og jobskabelsesloven blev ophævet i 1985 som led i regeringens bestræbelser på at flytte jobskabelsen fra den offentlige sektor til den private. En del af arbejdsløsheden blev fordelt på flere gennem efterlønsordningen, der blev indført i 1979, og som senere blev fulgt op af forskellige orlovsordninger i begyndelsen af 1990'erne, da arbejdsløsheden kulminerede (1993:348.000).

Særforsorgen blev overført til amterne, mens ældreforsorgen forblev i kommunernes regi. Pleje- og alderdomshjem blev nu suppleret med beskyttede boliger og hjælpeforanstaltninger (hjemmepleje) med henblik på, at de ældre længst muligt kunne blive i eget hjem.

På undervisningsområdet var folkeskoleloven af 1975 formentlig den største fornyelse i perioden. Den indførte den tiårige udelte skole. Timetallet var faldende i takt med reduktionen af arbejdstiden, og skolerne fik i stigende grad sociale opgaver, så indlæringen af de traditionelle basale færdigheder fik vanskeligere vilkår. Undervisningsformerne ændrede sig, og der blev lagt øget vægt på at træne eleverne i at samarbejde om løsningen af opgaver.

Gymnasierne blev en succes for så vidt som andelen af en ungdomsårgang, der fik en gymnasieuddannelse, voksede markant og nærmede sig 50%. Der blev i slutningen af 1970'erne indført voksenuddannelsescentre, VUC, hvor personer, der ønskede at supplere deres skoleuddannelse, kunne følge undervisning, der kvalificerede til folkeskolens afgangsprøve eller studentereksamensniveau (HF). Det erhvervsfaglige uddannelsessystem blev reformeret med indførelsen af de erhvervsfaglige grunduddannelser, EFG, i 1977. Der blev også skabt øgede uddannelsesmuligheder for specialarbejderne, fra 1990 samlet i Arbejdsmarkeds Uddannelses Centre, AMU.

Energi og miljø blev to områder, som det offentlige tog op for alvor i årene efter 1973. Der blev oprettet et selvstændigt miljøministerium i 1973. Det førte i 1974 til den første miljøbeskyttelseslov og i 1975 og 1979 til særlig lovgivning om havmiljøet. I 1977 trådte en ny arbejdsmiljølov i kraft. Året efter blev der indført bedriftssundhedstjenester.

1979 blev der oprettet et særligt energiministerium. Det arbejdede med en flerstrenget energipolitik, som baseredes på kraftvarmeværker, naturgasforsyning - med anlæggelse af et overordnet rørsystem til transport af gassen styret af det statslige selskab DONG (oprettet 1972) og med regionale forsyningsselskaber som daglige administratorer - energibesparelser og elektricitetsproduktion baseret på kul. De vedvarende energikilder havde kun marginal betydning.