EF og krisetider, 1973-1989

Danmark i verden

Forfatter

Jørgen Fink

Sikkerhedspolitisk var årene 1973-89 en meget urolig periode, hvor udviklingen gik fra afspænding over en ny kold krig til definitiv afspænding mellem Øst og Vest.

Afspændingen mellem Øst og Vest nåede et foreløbigt højdepunkt i første halvdel af 1970'erne med rustningsbegrænsningsaftalerne SALT 1 og ABM i 1972, Bresjnevs besøg hos Nixon i 1973 og den europæiske sikkerhedskonference, CSCE, der førte frem til Helsinkitraktaten i 1975.

Midt i 1970'erne forværredes forholdet imidlertid igen. Grundlæggende opfattede de to supermagter nok de indgåede aftaler forskelligt. Warszawapagten opstillede fra 1976 mellemdistanceraketter af typen SS20, som ikke modsvaredes af tilsvarende våben inden for NATO. NATO besluttede på sit rådsmøde i december 1979 at svare ved at opstille 572 mellemdistanceraketter fra 1983, hvis Warszawapagten ikke kraftigt begrænsede antallet af sine. Det var den såkaldte dobbeltbeslutning.

Øst-Vest forholdet forværredes yderligere mærkbart, da Sovjetunionen i de sidste dage af 1979 invaderede Afghanistan. Det blev indledningen til en ny kold krig, som kulminerede under Ronald Reagans første periode som amerikansk præsident. Nedskydningen af et koreansk passagerfly over Sibirien i 1983 blev kulminationen på den nye kolde krig. Mihail Gorbatjovs overtagelse af magten i Sovjetunionen i 1985 blev dog indledningen til en afvikling af den kolde krig. På få år lykkedes det ham at skabe tillid til, at Sovjetunionen nu gik ind for en direkte nedrustning. I december 1987 blev der indgået aftale mellem de to supermagter om at fjerne alle mellemdistanceraketter, og to år senere en aftale om en mærkbar reduktion i de konventionelle styrker i Europa.

NATOs dobbeltbeslutning og den nye kolde krig skabte indenrigspolitiske forviklinger i Danmark. Det Radikale Venstre og en fløj inden for Socialdemokratiet så med stigende uro på planerne om at indføre mellemdistanceraketter, og den traditionelle enighed mellem de fire gamle partier om udenrigs- og forsvarspolitikken brød sammen. Det skabte efter den borgerlige regerings tiltræden i 1982 den danske fodnotepolitik, som var et resultat af, at Det Radikale Venstre sikrede regeringens parlamentariske grundlag, men ikke ville støtte regeringens udenrigs- og forsvarspolitik. Folketinget vedtog en række forbehold over for NATO's beslutninger, som udenrigsminister Uffe Elleman-Jensen på den danske regerings vegne måtte fremføre på møderne i NATO, samtidig med at han uden for møderne understregede, at dette ikke var regeringens egen politik.

Fodnotepolitikken kulminerede i foråret 1988 med en folketingsbeslutning om, at krigsskibe, der anløb danske havne, skulle have overbragt skriftlig besked om, at det var uforeneligt med dansk politik, hvis de havde atomvåben ombord. Beslutningen førte til et folketingsvalg i foråret 1988 og dannelse af en regering af Det Konservative Folkeparti, Venstre og Det Radikale Venstre. Det indebar, at Det Radikale Venstre opgav fodnotepolitikken. På det tidspunkt var den internationale situation blevet langt mere afspændt. I 1989-91 brød det kommunistiske styre i Østeuropa sammen, hvilket skabte en helt ny udenrigs- og sikkerhedspolitisk situation.

Danmark fortsatte i 1970’erne og 1980’erne sit aktive og meget loyale medlemskab af FN og var blandt de førende lande med hensyn til at give økonomisk støtte til udviklingslandene. Danmark kom således i 1978 op på at yde støtte på de 0,7% af BNP, som FN havde vedtaget som norm for de rige landes ulandsbistand. Beløbet sank i de følgende år, men steg så atter op mod et niveau på 1% af BNP. Danmark var også aktiv inden for menneskerettighedsområdet og kritiserede gentagne gange det sydafrikanske apartheidstyre.

Trods de dårligere økonomiske konjunkturer fortsatte bestræbelserne på at liberalisere verdenshandelen inden for GATT. Den vestlige verdens økonomiske koordineringsorgan, OECD, der etablerede sig som censor af medlemsstaternes økonomiske politik, havde betydning for Danmark. Den udsendte regelmæssige vurderinger, som spillede en vigtig rolle i dansk indenrigspolitik. OECD tog året efter den første oliekrise i 1973 initiativ til at oprette IEA, Det internationale Energi Agentur, der skulle fungere som importlandenes modstykke til de olieproducerende landes organisation OPEC. Også Danmark blev medlem af IEA.