EF og krisetider, 1973-1989

Danmark i Europa

Forfatter

Jørgen Fink

Den vigtigste udenrigspolitiske begivenhed for Danmark i perioden 1973-89 var medlemskabet af EF i 1973. Det skete efter en folkeafstemning året før hvor 63,3% stemte ja, så beslutningen hvilede på et solidt demokratisk grundlag. Forud for folkeafstemningen var gået en intensiv politisk kamp mellem tilhængere og modstandere af dansk medlemskab. Tilhængerne slog meget på de økonomiske fordele i form af billigere varer og skabte derved en generel forventning, som afløstes af betydelig skuffelse, da priserne tværtimod steg kraftigt efter nytår 1973.

Frem for noget havde hensynet til landbruget ført til den danske tilslutning til EF. Skønt ikke længere landets hovederhverv udgjorde dansk landbrug fortsat en betydningsfuld del af den danske økonomi. Det havde været ledetråden i dansk landbrugspolitik siden slutningen af 1950'erne at prøve at hjælpe landbruget gennem de aktuelle vanskeligheder, for at det skulle være klar, når Danmark kunne følges med Storbritannien ind i EF. Med medlemskabet kunne Danmark og dets to hovedaftagere af landbrugsvarer, Storbritannien og Tyskland, komme til at deltage i det samme økonomiske fællesskab.

Den politiske forvirring ovenpå konjunkturomslaget i 1973 prægede også EF. Udbygningen af samarbejdet gik derfor kun meget langsomt frem i 1970'erne. Tiårets valutavanskeligheder kunne landene således ikke finde en fælles løsning på. Da den anden oliekrise ramte Europa i 1979, blev det tydeligt, at den økonomiske vækst i verden foregik i Fjernøsten og USA, og at Europa sakkede bagud økonomisk. Det blev udgangspunkt for, at den nye formand for Kommissionen i EF, Jacques Delors, fik fremskyndet etableringen af et indre marked. Det lykkedes i december 1985 at nå til enighed om, at der fra 1993 skulle være fri bevægelighed for kapital, varer og arbejdskraft inden for EF. I Danmark blev vedtagelsen, den såkaldte EF-pakke, bekræftet ved en folkeafstemning i februar 1986.

I løbet af 1980'erne begyndte EF's landbrugspolitik at blive ændret. Det hidtidige støttesystem havde fremkaldt en produktion, der efterhånden gjorde EF mere end selvforsynende med en lang række landbrugsvarer. Resultatet blev, at der blev opbygget overskudslagre, som var dyre at opretholde, og som kun kunne sælges til meget lave priser på verdensmarkedet. Det udløste en eksportstøtte, som i stigende grad belastede EF's budget. Man talte om en kornpukkel, et smørbjerg og en vinsø etc. I 1984 indførte EF således kvoter på mælkeproduktionen. Det var begyndelsen til en omlægning af landbrugsstøtten fra ren prisregulering til en form for direkte regulering af produktionens størrelse.