EF og krisetider, 1973-1989

Befolkningen

Forfatter

Jørgen Fink

Befolkningstallet i Danmark passerede 5 mio. indbyggere i 1972, men befolkningstilvæksten var aftagende. Der blev født forholdsvis færre børn. Kvindernes øgede erhvervsfrekvens, p-pillen (1966) og den frie abort (1973) er nogle af forklaringerne. Fødselshyppigheden nåede et lavpunkt i 1983 for så at stige igen, men i årene 1981-84 faldt befolkningstallet for første gang i 150 år. Indvandringen oversteg udvandringen i de fleste år i perioden 1973-89.

De faldende fødselsårgange og en længere gennemsnitslevetid ændrede befolkningens alderssammensætning. Der blev færre børn og flere ældre, mens gruppen i den erhvervsaktive alder (16-64 år) var nogenlunde uforandret i størrelse. Det var et helt nyt demografisk mønster, hvor væksten i middellevetid for kvindernes vedkommende i periodens slutning forbigående blev afløst af et svagt fald. Det var de livsstilsbetingede sygdomme, som her gjorde sig gældende.

Der skete en forskydning af befolkningen fra øst til vest. Hovedstadsområdet stagnerede, hvorimod der var vækst i Jylland. Fra 1971 til 1991 steg Jyllands andel af den danske befolkning fra 44,4 til 46,3%. Det svarede til en stigning i befolkningstætheden fra 74 til 80 pr. km2, hvilket fortsat lå langt under de 207 pr. km2 på øerne. Industrien flyttede mod vest, og Aarhusområdet markerede sig som vækstcenter.

Beskæftigelsesprofilen ændrede sig hurtigt. Afvandringen fra landbruget fortsatte, og antallet af selvstændige næringsdrivende faldt. Lønmodtagergruppen voksede og oplevede en klar forskydning fra arbejdere til funktionærer. Samtidig voksede antallet af offentligt ansatte hurtigere end antallet af privat ansatte. Det var særlig tydeligt i 1970'erne, men væksten i den offentlige beskæftigelse fortsatte i 1980'erne, selvom firkløverregeringen forsøgte at bremse den. Trods vækst i beskæftigelsen kunne antallet af jobs ikke holde trit med tilgangen til arbejdsmarkedet, så arbejdsløsheden steg fra et niveau omkring 2 til 5% efter den første oliekrise og til 10% efter den anden. 1940'ernes store årgange og kvindernes øgede erhvervsfrekvens sammen med den fortsatte afvandring fra landbruget betød en særlig stor tilgang af arbejdskraft til byerhvervene.

Nettoindvandringen begyndte at ændre befolkningens kulturprofil. Gæstearbejdere fra Tyrkiet og Jugoslavien var blevet i landet, efter at tilgangen var blevet stoppet i 1970, og nu kom der mindre grupper af flygtninge fra Chile og Mellemøsten. Stor opmærksomhed vakte en gruppe børn fra Vietnam, som i 1975 kom til landet med deres danske plejefar, Henning Becker. Det internationale retsgrundlag for flygtningene var FN's flygtningekonvention, og den blev i Danmark fulgt op af den danske udlændingelov i 1983, som gav flygtninge og udlændinge med længerevarende ophold i Danmark et retskrav på ophold her i landet og ret til familiesammenføring. Gennem en ændring i 1985 udvidedes adgangen til at få opholdstilladelse i Danmark, idet den nu også kunne tildeles, hvis væsentlige humanitære hensyn talte for det. Antallet af fremmedfødte voksede derfor, og der begyndte at opstå ghettolignende koncentrationer af indvandrere i de større byer: Brøndby Strand, Gellerup i Aarhus, Vollsmose i Odense. Tilvandringen nåede i sommeren 1986 op på større tal end forventet, og det fremkaldte en stramning af lovgivningen samme efterår, idet asylsøgere, der kom fra et land, hvor der ikke var trussel mod deres sikkerhed, kunne nægtes indrejse i Danmark.

Forholdene i Sønderjylland og Sydslesvig var præget af, at det gamle nationale modsætningsforhold havde mistet sin skarphed. Der var fortsat mindretal på begge sider af grænsen.

Boligmarkedet blev polariseret i ejerboliger og almennyttigt byggeri. De privatejede etageejendomme blev i stigende grad udstykket til ejerlejligheder. I et forsøg på at sikre lejligheder til en overkommelig pris åbnedes der fra 1980 mulighed for at erhverve lejligheder på andelsbasis. Parcelhuskvartererne, der havde bredt sig i tiden op til 1973, voksede fortsat, men ikke i det samme tempo som før. Byggeriet er blandt de mest konjunkturfølsomme erhverv, og de generelt dårligere økonomiske konjunkturer efter 1973 reducerede aktiviteten. Ikke mindst krisen omkring 1980 ramte erhvervet hårdt. Der blev fortsat saneret boliger i den ældre boligmasse, og det skabte basis for et nyt fænomen, slumstormerne. Unge boligløse besatte ejendomme, der var blevet rømmet af beboerne, men endnu ikke revet ned. Aktiviteten blev i 1980'erne videreført af BZ-bevægelsen i en mere radikal udgave, og det førte til gentagne konfrontationer med ordensmagten.