Du er her: danmarkshistorien » Historiske perioder » Det unge demokrati, 1848-1901 » Treårskrigen 1848-50 (1. Slesvigske Krig)
Det unge demokrati, 1848-1901

Treårskrigen 1848-50 (1. Slesvigske Krig)

Christian Julius de Meza (1792-1865). Fra Danmarks Riges Historie (1896-1907).

Etableringen af den provisoriske regering i hertugdømmerne opfattedes fra dansk side som et forræderisk oprør, og den nationale konflikt i den danske helstat ændrede karakter. Det klare fjendebillede af tyskerne bidrog i høj grad til at befæste en national fællesskabsfølelse i den danske befolkning, og resultatet blev Treårskrigen (1. Slesvigske Krig). Den blev både en borgerkrig og en krig mellem Danmark og Det Tyske Forbund. Den nye krigsminister, oberst Anton Frederik Tscherning, blev en effektiv organisator af hæren. Han indførte den almindelige værnepligt, der medvirkede til den folkelige opbakning i kongeriget, hvor militærtjenesten hidtil kun havde påhvilet bondestanden.

I slutningen af marts 1848 rykkede den danske hær ind i Slesvig og drev den 9. april ved Bov en slesvig-holstensk styrke på flugt efter krigens første slag. Herefter besattes hele hertugdømmet til Dannevirke og Ejderen. Den slesvig-holstenske hær fik nu støtte af styrker fra Det Tyske Forbund, og påskedag den 23. april 1848 besejrede de forenede preussiske og slesvig-holstenske styrker den danske hær ved Dannevirke og Slesvig by. De danske soldater trak sig tilbage til Als, mens preusserne besatte store dele af Jylland.

Danmark havde svært ved at mobilisere europæisk opbakning til sit krav på Slesvig. Den russiske zar yndede dog ikke nationale løsrivelser og pressede den preussiske konge til at opgive sin militære støtte til slesvig-holstenerne, og efter flere mindre træfninger blev der den 26. august i Malmø aftalt en syv måneders våbenstilstand, men det lykkedes ikke at finde en varig løsning. I april 1849 blev krigen genoptaget med forøget styrke. Den ellers overlegne danske flåde led et stærkt demoraliserende nederlag ved Eckernförde, hvorefter de tyske styrker rykkede op i Jylland. Forbundstropperne rykkede nordpå, mens den slesvig-holstenske hær belejrede Fredericia. Det lykkedes generalerne Olaf Rye (1791-1849) og Christian de Meza (1792-1865) at undsætte byen med nye styrker og bryde belejringen den 6. juli 1849.

Fire dage efter blev der indgået en præliminær fred i Berlin. Heri skitseredes en løsning med et Slesvig med egen forfatning og uden særlige bindinger - hverken til Danmark eller Holsten. Forslaget strandede dog på kraftig modstand både i København og i Kiel, og året efter (2. juli 1850) sluttede Danmark og Preussen en simpel fred uden nærmere løsning af problemerne. En sådan blev dog tilsyneladende fundet, da der måneden efter i London af de ikke-tyske stormagter og de nordiske riger blev undertegnet en protokol om det danske monarkis udelelighed og integritet.

Den provisoriske regering i hertugdømmerne fortsatte dog på egen hånd krigen, og den 25. juli 1850 udkæmpede slesvig-holstenske og danske soldater ved Isted borgerkrigens blodigste slag, der resulterede i en beskeden dansk sejr. Det samlede antal døde soldater var omkring 1400 og sårede 3600. Trods nederlaget fortsatte den slesvig-holstenske hær med kamphandlinger frem til oktober, og først efter pres fra Rusland, Østrig og Preussen blev den provisoriske regering og dens hær endeligt opløst i januar 1851. Hermed var den tragiske borgerkrig omsider forbi. Danmark overtog kontrollen over Slesvig til Ejderen, mens kommissærer for de to tyske stormagter Preussen og Østrig overtog styrelsen i Holsten.

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 18.09.2015