Det unge demokrati, 1848-1901

Systemskiftet 1901

Forfatningskampen sluttede med et politisk forlig i 1894. Her blev Estrup efter et forlig mellem moderate Højre- og Venstrefolk overtalt til at gå af. Der kom dog fortsat ingen Venstrefolk i regeringen. Forliget blev af flertallet inden for Venstre opfattet som et forræderi, og det resulterede i dannelsen af det nye Venstrereformparti, der med den vestjyske skolelærer J.C. Christensen (1858-1930) som ny og effektiv leder i 1895 sejrede stort ved folketingsvalget, og som i 1901 nåede op på hele 76 mandater. Ved valget i 1901 var De Moderate faldet til 15 mandater, mens Socialdemokratiet var på vej op med 14. Og endelig kunne Højre ved sit sidste valg som regeringsparti kun mønstre 8 ud af Folketingets 113 mandater.

På dette tidspunkt var der efterhånden mange gode konservative kræfter, der ønskede en opblødning af den politiske situation. Det gjaldt både en halv snes "frikonservative" yngre godsejere i Landstinget og en række indflydelsesrige erhvervsfolk uden for det parlamentariske system - ikke mindst ØK's direktør H. N. Andersen, der gennem sine gode relationer til kongehusets yngre medlemmer fik overbevist den gamle, stokkonservative konge om nødvendigheden af et systemskifte. Få måneder efter katastrofevalget afskediges det sidste Højre-ministerium Sehested, og der udnævntes omsider en Venstreregering – dog med en politisk ubeskrevet juraprofessor, J.H. Deuntzer (1845-1918), som konseilspræsident.

Med Systemskiftet anerkendtes, at en regering ikke kunne udnævnes eller overleve, hvis den havde et flertal i Folketinget imod sig. Kongens magt til at udnævne ministerier uafhængigt af Folketingets flertal forsvandt. Og dermed blev folketingsparlamentarismen det afgørende princip i det danske demokrati. Det kom under pres i 1920, men har været grundlovsfæstet siden 1953.