Det unge demokrati, 1848-1901

Optakt til krig

Med genoptagelsen af Ejder-politikken gennem Novemberforfatningen eskalerede de dansk-tyske modsætninger, og både samtiden og eftertiden har med rette været hård i bedømmelsen af den danske nationalliberale regerings katastrofepolitik. Den byggede på en fatal overvurdering af Danmarks militære styrke og udenrigspolitiske opbakning. Men det var dog ikke bare udueligt overmod, der lå bag politikken:

  • For det første havde Holsten i tillid til sin opbakning i Det Tyske Forbund konsekvent afvist ethvert kompromis om en fælles forfatning, der ikke gav hvert af hertugdømmerne, selv det lille Lauenborg, fuld beslutningsmæssig ligestilling med kongeriget Danmark.
  • For det andet skete der gennem 1850'erne et skred i den europæiske magtbalance. Rusland blev markant svækket, mens Preussen oprustede militært og under ministerpræsident Otto von Bismarcks målbevidste ledelse var i færd med at etablere sig som kontinentets stærkeste magt.
  • For det tredje gjorde det uforudsete tronskifte i november 1863 fra den klart Ejder-danske Frederik 7. til den helstatssindede og vrangvillige Christian 9. ikke sagen lettere at håndtere for den danske regering.

Mange af fejlvurderingerne må forklares i dette lys, men den helt utilstrækkelige forberedelse til den militære konfrontation, der måtte medregnes som en nærliggende risiko ved at provokere de tyske stater, er svær at undskylde.

Fra november 1863 spillede Preussens ministerpræsident Bismarck et mesterligt spil, der formelt respekterede alle internationale aftaler og dermed pacificerede Danmarks potentielt venligsindede magter - især England og Sverige-Norge. Han havde fat i den lange ende, for Danmark havde notorisk overtrådt aftalerne af 1851-52. Dermed var en preussisk militær indgriben berettiget. Forudsætningen for denne strategi var dog, at Danmark ikke trak Novemberforfatningen tilbage inden dens ikrafttræden den 1. januar 1864, og her vurderede han rigtigt. Trods massivt pres fra venligsindede stater, trods svenskernes definitive afvisning af en alliance, trods den tyske besættelse af Holsten og trods den nye konges klare ønske nægtede konseilspræsident Hall at tage skridt til at få Novemberforfatningen suspenderet. Nytårsaften 1863 dannede Monrad et nyt ministerium, efter at Preussen og Østrig havde truet med at besætte Slesvig som pant. Den 16. januar 1864 stillede de to magter et ultimatum om at ophæve forfatningen inden 48 timer, hvilket naturligvis ikke kunne nås, og den 31. januar stod 57.000 preussiske og østrigske soldater rede til at overskride Ejderen.