Det unge demokrati, 1848-1901

Omstillingsperioden: ministeriet Frijs

Fra 1865 til 1870 var det landets største godsejer, lensgreve C.E. Frijs (1817-1896), der stod i spidsen for Danmarks tilpasning til sin nye rolle som småstat. Blandt hovedopgaverne var en hærreform, som det i 1867 lykkedes at skabe et rimeligt bredt forlig om. Med loven tilsigtedes en mobil krigsstyrke på 60.000 mand, der kunne indgå i en alliance med en stormagt. Formålet var naturligvis at kunne deltage i en eventuel krig mod Tyskland for at genvinde hele eller dele af Slesvig. Muligheden opstod faktisk med udbruddet af Den Fransk-Tyske Krig i 1870, men Tyskland nåede at demonstrere sin overvældende styrke, før Danmark fik kastet sig ud i endnu et kostbart krigseventyr, og efter Tysklands endelige sejr mistede dansk militærpolitik enhver offensiv målsætning og blev en ren forsvarssag. 

En genforening med de nordlige dele af Slesvig havde også høj prioritet for regeringen. Med de voksende spændinger mellem Preussen og Østrig håbede man på at kunne forhandle størstedelen af de hen ved 200.000 dansksindede sønderjyder tilbage. Efter Østrigs nederlag til Preussen i 1866 overtog Preussen begge hertugdømmer, men accepterede med Pragfredens § 5 en formulering om, at "befolkningen i de nordlige distrikter i Slesvig skulle afstås til Danmark, hvis den ved fri afstemning udtalte ønske derom". Efter nogle år måtte det officielle Danmark dog skrinlægge forhandlingerne som følge af manglende preussisk imødekommenhed. Til gengæld fastholdt den danske bevægelse i Nordslesvig paragraffen som sin moralske ret frem til Genforeningen i 1920.

Blandt ministeriets vigtigste resultater skal fremhæves indenrigsminister Estrups fremsynede trafikinvesteringer, der uden smålig skelen til liberalistiske doktriner fik formidabel betydning for den økonomiske udvikling. Anlæggelsen af eksporthavnen Esbjerg blev besluttet i 1868. De jyske jernbanehovedlinjer blev færdiganlagte og sammen med de fynske overtaget af staten, og også på Sjælland udbyggedes jernbanenettet.