Det unge demokrati, 1848-1901

Novemberforfatningen 1863

I marts 1863 opgav den danske regering bestræbelserne på at finde en forfatningsmæssig løsning for hele monarkiet og planlagde udskillelsen af et selvstændigt Holsten-Lauenborg, der stort set kun skulle have regenten til fælles med den dansk-slesvigske del af monarkiet. Trods forbitrede protester fra den tyske Forbundsdag fremlagdes herefter et forslag til en fælles forfatning for Danmark og Slesvig, der vedtoges den 13. november 1863.

Med Novemberforfatningen oprettedes et Rigsråd med to kamre for kongerigets og Slesvigs fælles anliggender. Fra 1864 til 1866 var der derfor et "dobbeltparlament", idet Junigrundlovens Rigsdag med Folketing og Landsting vedblev at fungere for kongerigets indre anliggender ved siden af det nye Rigsråd.

Rigsrådets Folketing, der fik 130 medlemmer, valgtes efter Junigrundlovens bestemmelser, mens 65 medlemmer af Rigsrådets Landsting valgtes af en snæver og velhavende vælgerkreds som i 1855-forfatningen – og derudover suppleredes med 18 kongeligt udpegede medlemmer. Både Helstatsforfatningen fra 1855 og Novemberforfatningen indebar således begrænsninger i Junigrundlovens demokratiske principper, især med hensyn til valgret og valgbarhed. Den barnløse Frederik 7. døde uventet den 15. november, så det blev hans arvtager, Christian 9. af huset Glücksborg, der yderst modvilligt og under pres af en nærmest revolutionær stemning i København underskrev loven den 18. november 1863.