Det unge demokrati, 1848-1901

Marts 1848

Ved Christian 8.’s død i januar 1848 overtog hans 39-årige søn Frederik 7. (1808-1863) tronen. Efter faderens råd og forarbejde udstedte den nye konge den 28. januar 1848 en bestemmelse, det såkaldte forfatningsreskript, der bebudede en beskeden demokratisering af stænderforsamlingerne og deres beføjelser. Den samtidige ophævelse af censuren gav imidlertid stødet til en livlig offentlig debat med mere vidtgående reformkrav. Det blev dog den europæiske revolutionsbølge efter udbruddet af februarrevolutionen i Paris i 1848, der for alvor radikaliserede udviklingen i det danske monarki. I hertugdømmerne knyttede den slesvig-holstenske bevægelse sig til den liberale tyske enhedsbevægelse, mens kongerigets nationalliberale sammen med foreningen Bondevennernes Selskab på store massemøder den 10. og 11. marts rejste krav om en forfatning baseret på almindelig valgret, sociale reformer og en sikring af Slesvigs forbindelse med Danmark.

Den 18. marts 1848 besluttede de deputerede fra de slesvigske og holstenske stænderforsamlinger på et stort folkemøde i Rendsborg at sende en deputation fra hertugdømmerne til København for over for den danske konge at rejse ultimative krav om en fælles slesvig-holstensk forfatning og om Slesvigs optagelse i Det Tyske Forbund. Da rygtet herom nåede København to dage senere, tog begivenhederne for alvor fart. Den københavnske borgerrepræsentation vedtog en af den karismatiske nationalliberale leder, Orla Lehmann (1810-1870), forfattet adresse (henvendelse til kongen) med krav om et ministerium, der havde folkets tillid. Samtidig advaredes kongen mod "at drive befolkningen til fortvivlelsens selvhjælp" – dvs. væbnet oprør.

Den 21. marts opsøgte borgerrepræsentanterne ledsaget af en stor folkemængde kongen, der allerede blankt havde accepteret det hele. Med noget besvær blev der dagen efter dannet det såkaldte "Martsministerium" under ledelse af lensgreve A.W. Moltke (1785-1864), men med hele fire af de mest fremtrædende nationalliberale politikere som ministre – Orla Lehmann, D.G. Monrad (1811-1887), A.F. Tscherning (1795-1874) og L.N. Hvidt (1777-1856). Martsministeriet afviste den 24. marts slesvig-holstenernes krav om Slesvigs løsrivelse. Allerede før dette blev kendt i hertugdømmerne, indtraf dog det uigenkaldelige brud. I hertugdømmerne var der den 23. marts dannet en provisorisk regering bl.a. med deltagelse af hertugdømmernes tidligere statholder, prins Frederik af Nør (1800-1865). Den 24. marts stod han i spidsen for en kupagtig, men ublodig aktion, hvor han satte sig i besiddelse af fæstningen Rendsborg.

Frederik 7. (1808-1863). Fra Danmarks Riges Historie (1896-1907).