Det unge demokrati, 1848-1901

Landbrugssektoren

Landbruget var i hele den behandlede periode så ubetinget landets hovederhverv med en betydning for langt flere end de familier, som umiddelbart havde deres udkomme af det. Hele det danske samfund var afhængigt af landbruget, og ikke blot fordi det havde brug for dets produkter. Landbrugsproduktionen udvikledes så effektivt, at en tredjedel heraf var tilstrækkeligt til at brødføde den stærkt voksende befolkning i årene op mod 1. verdenskrig, mens mere end 60 % kunne eksporteres, først og fremmest til det engelske marked.

Gennem landbrugsøkonomiske selskaber, landbrugsfaglige tidsskrifter, dyrskuer mv. skete der en målbevidst formidling af den nyeste anvendelsesorienterede forskning og teknologi. Staten støttede med oprettelsen af Landbohøjskolen (1856) og bevillinger til forskellige aktiviteter - bl.a. højskoler, landbrugsskoler og konsulentordninger. Gennem mergling og dræning skete der overalt en kvalitativ forbedring af arealerne, og med bedre jordbehandling og nye afgrøder øgedes jordens ydeevne betragteligt. De større høstudbytter kompenseredes gennem erstatningsdriften med en udvidelse af kreaturholdet – og dermed gødningsmængden – der skulle dække jordens behov for nytilførsel af næringsstoffer.

Også efter Landboreformerne bevarede det danske landbrug sin stabile struktur, hvor mere end 80 % af jorden var fordelt på familiedrevne gårde og husmandsbrug. 15 % af arealet blev drevet af ca. 2000 herregårde med mere end 12 tønder hartkorn. Den dominerende brugstype var bondegårdene med 1-12 tdr. hartkorn, hvis antal voksede beskedent til knap 75.000 i 1905. Antallet af husmandsbrug med ¼-1 tdr. hartkorn, der var eller blev store nok til at kunne bidrage væsentligt til en families eksistens, voksede i perioden fra 50.000 til 70.000. Men hovedparten af befolkningstilvæksten på landet var henvist til at bosætte sig i huse med en smule havejord, som i 1905 havde mere end fordoblet antallet fra 71.000 i 1850. Det var her, at landets ringest stillede befolkningsgruppe, landarbejderfamilierne, holdt til.

Landbruget var perioden igennem den store valutaindtjener, der muliggjorde den nødvendige import af rå- og hjælpestoffer til de urbane erhvervssektorer, som primært var rettet mod hjemmemarkedet. Af hensyn til landbrugseksporten fastholdt Danmark derfor en relativt liberal toldpolitik uden særlig beskyttelse af den fremvoksende industri mod udenlandsk konkurrence. Til gengæld var landbrugets produkter i høj grad forudsætningen for mange af byerhvervenes eksistens: Bryggerier og spritfabrikker, kornmøller og sukkerindustri, slagterier og konservesfabrikker. Mejerierne med deres dampdrevne centrifuger må heller ikke glemmes, selv om de hver for sig personalemæssigt var små virksomheder. Til de tusindvis af industrielle arbejdspladser inden for forarbejdningsindustrierne skal lægges andre tusinder inden for handels- og transportsektoren. Trods modernisering og urbanisering var det også efter århundredeskiftet fuldt berettiget at karakterisere Danmark som et landbrugsland.

Omkring 1870 sluttede den givtige kornsalgsperiode, da det danske jordbrug ikke kunne klare konkurrencen på verdensmarkedet fra de nytilkomne eksportører i Nordamerika og Rusland. I denne situation formåede det danske landbrug at gennemføre en produktionsomlægning rettet mod det lukrative engelske marked for forædlede animalske varer (kød og mejeriprodukter), hvilket betød, at Danmarks bønder kom helskindede gennem den verdensøkonomiske "store depression" (1873-96).