Det unge demokrati, 1848-1901

Kultur- og åndslivet

Det danske samfunds modernisering kom også til udtryk i åndslivets udvikling. Endnu ved 1800-tallets midte prægedes de skønne kunster og videnskaben af Guldalderperiodens romantiske og æstetiske krav. Året før sin død fastholdt elektromagnetismens opdager, fysikeren H.C. Ørsted (1777-1851), således med skriftet "Ånden i naturen" sin naturfilosofiske helhedsopfattelse af en organisk sammenhæng og harmoni i naturen.

I opbruddet mellem gammelt og nyt havde digtere som H.C. Andersen (1805-75), Fr. Paludan-Müller (1809-76) og Christian Winther (1796-1876) svært ved at slippe forankringen i det gamle systems sociale orden med religionen og familien som de bærende garanter; for Andersens vedkommende dog modvirket af hans begejstring for den nye teknologi. Med enevældens fald og de nationale og politiske spændinger fulgte en periode, hvor nationalromantikken blev dominerende i digtning, arkitektur, kunst og musik – og blandt historikere.

I 1871 gav Georg Brandes (1842-1927) med sine forelæsninger om hovedstrømninger i den europæiske litteratur signalet til "det moderne gennembrud" med kravet om videnskabelig tænkning som afløser for religion og overleveret moral. Allerede to år tidligere havde han med sin oversættelse af John Stuart Mill’s "Kvindernes underkuelse" taget et første skridt til et opgør med det traditionelle samfunds kvindesyn.

Mange, fortrinsvis yngre, kunstnere og videnskabsmænd sluttede op om den kulturradikale kamp for åndsfrihed og kravene om objektiv realisme og naturalisme i litteratur og kunst. Markant var botanikeren J.P. Jacobsen (1847-85), der forenede kravene med sit engagement i darwinismen i sine romaner og noveller.

Langtfra alle accepterede endsige tilsluttede sig Brandes' holdninger, der kostede ham en karriere ved Københavns Universitet, men også fra sit virke i udlandet var han en markant deltager i den kulturelle og politiske debat, ofte i samarbejde med sin bror, journalisten og politikeren Edvard Brandes (1847-1931). Det gjaldt således i den såkaldte sædelighedsfejde, der i 1880'erne udkæmpedes mellem kulturpersonligheder fra hele Norden. For Brandes var standpunktet, at kravet om kvindernes emancipation indebar, at både kvinder og mænd skulle have samme ret til at realisere seksualdriften - også før ægteskabet - i stedet for den bornerte udvidelse af kyskhedskravet til også at gælde mænd, som krævedes af bl.a. den norske digter Bjørnstjerne Bjørnson og Elisabeth Grundtvig fra det i 1871 stiftede Dansk Kvindesamfund.

Dannelse og åndsliv var altovervejende forbeholdt en begrænset elite. Både bonde- og arbejderbevægelsen udviklede som nævnt tidligere i anden halvdel af 1800-tallet deres egne kulturelle fora. Et andet og måske lige så væsentligt træk ved perioden var opkomsten af en egentlig kommerciel underholdningsindustri, der opnåede et langt større publikum end de 10-20.000 potentielle købere af den finkulturelle litteratur. Et markant eksempel er Illustreret dansk Familieblad, der i 1877 startede med et oplag på 4.000 og i 1907 var vokset til 260.000. Julius Strandbergs skillingsviser solgtes også i forbløffende oplag, og vaudeviller, revyer og andre typer teater tiltrak også mange tilskuere. Blandt underholdningsindustriens største succeser bør nævnes Georg Carstensens i 1843 grundlagte Tivoli, der på tværs af alle klasseskel appellerede til hele den københavnske befolkning.